Klimadatastyrelsen og dens forgængere har produceret topografiske kort i mere end 100 år – tidligere særligt med henblik på militær anvendelse.
Et topografisk kort er beregnet til at give beskueren et billede af terrænet, så man kan orientere sig. Det viser landskabets topografi, dvs. dets former med både naturlige og menneskeskabte detaljer som eksempelvis bygninger og veje. Desuden er kortet designet med henblik på at give bedst mulig læsbarhed, blandt andet ved valg af farver, linjer og skrifttyper. Topografiske kort bruges ofte som baggrund for fx turist- eller færdselskort.
Tidligere blev hvert kortprodukt skabt individuelt af kartografer, og der blev vedligeholdt et selvstændigt datasæt for hvert enkelt kort, men i dag er datasæt og kort blevet digitaliseret, hvilket gør det muligt at producere langt mere fleksible kortprodukter.
Kortprodukter i dag
Klimadatastyrelsens to vigtigste traditionelle kortprodukter er Skærmkortet og Danmarks Topografiske Kortværk (DTK). Danmarks Topografiske Kortværk, opdateres ikke længere, som raster kort. De DTK-kort der er tilgængelig nu, er således historiske kort. Skærmkortet dækker 13 skalaer fra 1:750 til 1:3.000.000. Skærmkortet er designet som et baggrundskort til skærmen, deraf navnet.
I Skærmkortet er der blevet udvalgt data til hver skala, så der vises mange informationer i de fine skalaer og færre informationer i de grove skalaer. I den mest detaljerede skala er der f.eks. medtaget huse, stier og alle veje mens der i de grovere skalaer er tyndet ud i antallet af objekter, så det sikres, at kortet stadig er overskueligt.
Mange af klimadatastyrelsens kort er i det store og hele baseret på GeoDanmark-grunddata. Derudover anvendes Danske Stednavne og Danmarks Højdemodel, som bliver gengivet som højdekurver med tilhørende koter på toppe og lavninger.
Lav dit eget kort med Vector Tiles
Til forskel fra de traditionelle ’færdige’ kortprodukter, udstiller man i dag Vector Tiles – Skærmkort igennem en ny service type som gør det muligt at flytte en del af designprocessen ud til slutbrugeren. I efteråret 2024 lancerede Klimadatastyrelsen Skærmkortet i Vector Tiles.
Det gør det muligt for brugerne selv at vælge, hvilke farver, der skal bruges på kortet. Det er også muligt at ændre på skriftfonten, størrelser på vejnavne og andre betegnelser i kortet. Derudover kan man selv vælge om objekter i kortet som fx huse og veje skal vises.
Samtidig bliver kortet løbende opdateret med de mest aktuelle data. På den måde får brugeren både et kort tilpasset sit konkrete behov og samtidig et kort med aktuelle data.
Vector Tiles - Skærmkortet udstilles på Dataforsyningen.
Landkort på papir
Klimadatastyrelsen producerer ikke længere kort på papir over Danmark, Færøerne og Grønland som en standardvare. Nu producerer vi kun digitale kortværk, som brugeren selv kan printe.
Hent landkortdata online
Du kan se de forskellige online kort- og dataprodukter på Klimadatastyrelsens kortoverblik eller du kan hente dem på Dataforsyningen.