Grunddata

Grunddata er de mest grundlæggende data om vores samfund. Det er data om personer, ejendomme, adresser, virksomheder og geografi. Det er data, som bruges af mange myndigheder på tværs af den offentlige sektor, og de stilles også frit til rådighed for den private sektor.

Grunddata er data af høj kvalitet og med ens standarder, der gør det muligt at kombinere og bruge dem på tværs af systemer og sektorer. Fx vil myndighederne ofte have behov for at kombinere borgernes personnumre CPR med adresser, og det er muligt at gøre det enkelt og nemt for myndighederne, fordi der er tale om to forskellige grunddata, som har samme standarder.

Klimadatastyrelsen er grunddatamyndighed

Klimadatastyrelsen har som grunddatamyndighed det overordnede ansvar for arbejdet med grunddata.

Klimadatastyrelsen koordinerer grunddatasamarbejdet og sekretariatsbetjener både styregruppen og dens underliggende fora. Ansvaret for distribution, vedligehold og videreudvikling af grunddata samt den strategiske dialog med anvenderne ligger ligeledes hos Klimadatastyrelsen.

Udover at være den overordnede myndighed for grunddata, så er Klimadatastyrelsen også selv myndighed for en række af de data, som er grunddata. Det er blandt andet geografiske grunddata såsom landkort, luftfotos og Danmarks Højdemodel.

Klimadatastyrelsen har også ansvar for data om stednavne, administrative enheder og adressedata, der dækker over alle adresser registreret i Danmark og som anvendes af næsten alle offentlige myndigheder.

Distribution af grunddata

Grunddata distribueres via Den Fællesoffentlige Datafordeler - i daglig tale kaldet Datafordeleren. Klimadatastyrelsen har ansvaret for driften og udviklingen af Datafordeleren.

Flere offentlige myndigheders sagsbehandling såvel som private virksomheders forretning afhænger af, at Datafordeleren virker, som den skal. Stabilitet og sikkerhed i datadistributionen er derfor altafgørende. Derudover er det vigtigt, at data er korrekte og opdaterede.

De enkelte registermyndigheder har ansvar for, at data er, som de skal være, mens indlæsning, opdatering og udstilling af data sker i tæt koordination mellem registermyndigheden og Klimadatastyrelsen.

Grunddataprisen

Grunddataprisen er en pris, der uddeles årligt af IT-branchen, Dansk IT og Klimadatastyrelsen på konferencen Danmarks Data.

Formålet er at sætte fokus på private virksomheders brug af offentlige data i digitale løsninger, der kan give grobund for vækst, øget eksport og bidrage til at løse store samfundsmæssige udfordringer inden for klima, energi, sundhed med mere.

Kontakt Center for Forretningsudvikling og Grøn Omstilling

Udvikling af grunddata

Med Danmarks Digitaliseringsstrategi, som blev præsenteret i november 2023, blev det besluttet at fremtidssikre grunddata som hjørnesten i det offentlige datafundament.

Grunddata udgør fundamentet for en lang række digitale løsninger i det danske velfærdssamfund og den private sektor. En effektiv offentlig sektor og udnyttelsen af forretningsmuligheder er afhængig af kvaliteten i grunddata. Derfor igangsættes en indsats for at fremtidssikre grunddata.

Læs Danmarks Digitaliseringsstrategi