Under jorden ligger der en omfattende infrastruktur. Samfundet er afhængigt af en stabil forsyning af el, gas, olie, tele- og internet, fjernvarme, vandforsyning og kloak. Det er alt sammen noget, som transporteres gennem rør og ledninger under jorden.
Infrastrukturen bliver konstant vedligeholdt og udbygget, og i den forbindelse skal der graves i jorden. Her er det vigtigt, at entreprenørerne ikke kommer til at overgrave eksisterende infrastruktur, for det har store omkostninger og gener, når der sker nedbrud på vores infrastruktur.
Derfor skal entreprenører spørge om ledningsoplysninger, når de skal grave i jorden. Det sker gennem Ledningsejerregistret, der på ganske kort tid kan udveksle digitale ledningsoplysninger fra ledningsejerne til den pågældende entreprenør.
Klimadatastyrelsen driver Ledningsejerregistret og er myndighed for Lov om Ledningsejerregistret, som Ledningsejerregistret hører under.
Læs mere om loven, der vedrører Ledningsejerregistret (LER).
Udvikling i tæt samarbejde
Tilbage i 2020 blev Ledningsejerregistret moderniseret og siden sommeren 2023 foregår udleveringen af ledningsoplysninger nu foregår automatisk, i et standardiseret og overskueligt format og ofte inden for ti minutter i dagtimerne. Der sker dog stadig mange graveskader i Danmark, og Klimadatastyrelsen arbejder derfor hele tiden på, både at gøre systemet bedre og finde andre tiltag, der kan medvirke til at nedbringe antallet af graveskader. Det sker i tæt dialog med brugerne og eksterne systemleverandører.