Sikkerhed

Et sikkert Danmark

I et højt digitaliseret samfund, som det danske, er vi afhængige af en høj grad af sikkerhed omkring vores data og digitale løsninger. Derfor er sikkerhed en stor del af Klimadatastyrelsens arbejde. Derudover leverer vi data og kortprodukter til Forsvaret og Beredskabet, som er med til at styrke den fysiske sikkerhed i Danmark.

Datasikkerhed

Både den offentlige og den private sektor i Danmark er afhængige af aktuelle, korrekte grunddata. Der er mange eksempler på den stigende trussel fra cyberkriminalitet, som forsøger at påvirke data og IT-infrastruktur i Danmark og i verden generelt.

Klimadatastyrelsen producerer selv en række grunddata og er som grunddatamyndighed også ansvarlig for distributionen af grunddata via Datafordeleren. Klimadatastyrelsen arbejder for, at myndigheder og virksomheder hele tiden har adgang til aktuelle, korrekte data, og vi styrker løbende sikkerheden for både vores data, og den infrastruktur, som distribuerer den, når vi finder det nødvendigt.

Læs mere om Datafordeleren

Forsyningssikkerhed

Det er vigtigt at opretholde en høj forsyningssikkerhed. I Danmark er en af de hyppigste årsager til forsyningsnedbrud overgravede kabler, ledninger og rør. Overgravningerne sker typisk i forbindelse med anlægsarbejder.

Med Ledningsejerregistret er Klimadatastyrelsen med til at mindske risikoen for overgravede kabler, ledninger og rør og dermed mindske risikoen på nedbrud af fx elektricitet, internetforbindelse og andre typer af forsyning.

Læs mere om Ledningsejerregistret

Data og kortprodukter til Forsvaret og Beredskabet

Forsvaret og Beredskabet har brug for aktuelle, præcise og korrekte geodata for at kunne varetage deres opgaveløsning.

Klimadatastyrelsen leverer ifølge aftale både data og kortprodukter samt geofaglig rådgivning til Forsvaret og beredskabsmyndigheder. Der er både tale om faste standardiserede produkter og om skræddersyede produkter tilpasset helt særlige behov.