Klimadatastyrelsen leverer de data og digitale løsninger, der danner fundamentet for Danmarks grønne omstilling, klimasikring og sikkerhed. Vores arbejde understøtter myndigheder og den private sektor i at træffe vigtige, langtidsholdbare beslutninger.
Et grønt Danmark
Klimadatastyrelsen leverer data og digitale løsninger, der understøtter Danmarks grønne omstilling. Med initiativer som Danmarks Digitale Tvilling giver vi myndigheder og den private sektor et solidt beslutningsgrundlag til at optimere ressourceforbrug og fremme den grønne omstilling. Vores kompetencer inden for geodæsi, databearbejdning og kortlægning skaber data og digitale løsninger, som vi distribuerer til hele samfundet.
Et klimarobust Danmark
Vores data udgør det grundlæggende fundament for effektive klimatilpasningsløsninger. Vi arbejder kontinuerligt på at forbedre og tilpasse datagrundlaget for de vigtige beslutninger, der skal træffes. Vores data giver den viden, der skal til for at myndighederne for eksempel kan håndtere ekstremregn, stigende havvandstand og grundvand. Med værktøjer som Danmarks Højdemodel leverer vi data, der hjælper myndigheder og virksomheder med klimasikringsforanstaltninger. Ligesom vores data fra målestationer i både Danmark og Grønland bruges af klimaforskere til at overvåge, hvordan klimaforandringerne udvikler sig.
Et sikkert Danmark
Datasikkerhed er afgørende i en digital tidsalder. Vi garanterer adgang til korrekte grunddata og beskytter dem mod cybertrusler. Vi understøtter forsyningssikkerheden gennem Ledningsejerregistret og leverer nøjagtige data til Forsvaret og Beredskabet. Vores data er grundlaget for at styrke Danmarks sikkerhed i samarbejde med offentlige myndigheder og den private sektor.
En attraktiv arbejdsplads i krydsfeltet mellem data og klima
Klimadatastyrelsen er en innovativ arbejdsplads, hvor vi arbejder med avancerede teknologier og data, der gør en forskel for den grønne omstilling, klimatilpasning og det danske samfund. Vi værdsætter udvikling og samarbejde på tværs af fagligheder. Vi leder altid efter ideer og muligheder for at udvikle nye data, som kan bidrage til at løse samfundets udfordringer. Vi har mange forskellige fagligheder fra teknikere, der arbejder med geodæsi, kortlægning og dataindsamling, over udviklere og it-folk, som driver vores datadistribution, til generalister, der identificerer fremtidens behov for data. Samarbejde er vigtigt for os – både internt i vores styrelse, men også med vores mange offentlige og private samarbejdspartnere.