Grønland og Arktis

Klimadatastyrelsen løser en række opgaver i Grønland og i Arktis som fx vedligeholdelse af den geodætiske infrastruktur og kortlægning.

Kortlægning

Klimadatastyrelsen har myndighedsansvaret for at kortlægge det åbne land i Grønland, mens den grønlandske myndighed Asiaq har ansvaret for kortlægning af byer og bygder.

I perioden 2018-2022 gennemførte Klimadatastyrelsen en omfattende nykortlægning af Grønland i samarbejde med Grønlands Selvstyre, Forsvarsministeriet, Materiel- og Indkøbsstyrelsen og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Klimadatastyrelsen vedligeholder løbende de grønlandske kort, der stilles frit til rådighed på Dataforsyningen.

Den geodætiske infrastruktur

Klimadatastyrelsen har ansvaret for at vedligeholde den geodætiske infrastruktur i Grønland. Den udgøres af mere end 70 GNSS-målestationer, som findes langs kysterne i hele Grønland. Det samlede net af målestationer kaldes GNET.

Med udgangspunkt i GNET skaber Klimadatastyrelsen forbindelse mellem de nationale og internationale referencesystemer, hvilket er en grundlæggende forudsætning for præcis land- og søkortlægning, suverænitets håndhævelse m.m.

Stationerne er også et særdeles godt værktøj til at overvåge isafsmeltning, fordi de måler det grønlandske grundfjelds bevægelser med stor nøjagtighed ved hjælp af satellitpositionering. Klimaforskerne bruger dataene fra GNET til at regne ud, hvor meget is der er smeltet – alt efter hvor meget grundfjeldet hæver sig. Jo mindre is der trykker grundfjeldet ned, desto mere hæver det sig. 

Arctic SDI

I samarbejde med de øvrige lande i Arktis udvikler Klimadatastyrelsen på vegne af Danmark en digital infrastruktur for geografiske data i regionen.

Det sker i regi af samarbejdsorganet Arctic SDI, som består af kortlægningsmyndighederne i de 8 arktiske stater (Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA). Formålet med samarbejdet er at udstille arktisk dækkende geografiske data og udvikle den digitale infrastruktur for arktiske geografiske data. ormålet er at udbrede og nyttiggøre de mange data, som skabes gennem den vidensopbygning om Arktis, der finder sted i og uden for Arktisk Råd og dermed bidrage til datadrevne beslutninger.

Arctic SDI har særlig fokus på at understøtte arbejdet i Arktisk Råd. Der er etableret konkrete projekter med rådets sekretariat og arbejdsgrupper og Arctic SDI rapporterer til Arktisk Råd gennem de arktiske ambassadører (Senior Arctic Officials).

Som opfølgning på Arktisk Råds ministermøde i maj 2021 leder Arctic SDI arbejdet med at udvikle forslag til en datapolitik for Arktisk Råd i samarbejde med rådets sekretariat og arbejdsgrupper.

Kontakt

Kortlægning