Klimadatastyrelsens platform Dataforsyningen er en vigtig distributionskanal for geografiske data og en vital komponent i Danmarks digitale infrastruktur.
Dataforsyningen kommer i den kommende tid til at gennemgå en transition til en ny it-driftsplatform for at understøtte en mere stabil, sikker og fremtidssikret løsning. Det kommer til at ske frem mod slutningen af 2026 og indebærer flytning af tjenester i bølger hen over efteråret samt mindre justeringer til brugergrænsefladen.
Dataforsyningen skal være endnu mere robust, sikker og anvendelig i fremtiden
Dataforsyningens nuværende it-driftsplatform har nået en høj alder og oplever en række udfordringer. En ny platform gør det muligt at forbedre robusthed, driftsstabilitet, dataintegritet, tilgængelighed og sikkerhed. Samtidig skaber det et bedre fundament for videreudvikling og nye digitale løsninger.
”Vi er i en digital tidsalder med en uforudsigelig sikkerhedspolitisk situation præget af krig og et stadigt voksende trusselsbillede i cyberspace. Det stiller store krav til, at vores it og digitale løsninger skal være så robuste, sikre og anvendelige som overhovedet muligt - og de krav skal Dataforsyningen også leve op til. Dataforsyningen er meget vigtig for os og vores mange anvendere, og vi skal sikre os, at den fungerer optimalt i mange år frem” siger Sarah Kirkeby, vicedirektør i Klimadatastyrelsen.
Transitionen sker som et vigtigt led i Klimadatastyrelsens it-strategi, der har fokus på at vedligeholde og udvikle et solidt og sammenhængende it-fundament, som understøtter gode digitale løsninger og data af høj kvalitet. Herudover skal transitionen bidrage til at fastholde et lavt omkostningsniveau for den fremadrettede datadistribution.
Flytning af Dataforsyningens tjenester til en ny it-driftsplatform
Klimadatastyrelsen har påbegyndt arbejdet med at forberede flytning af tjenester.
Som en del af dette arbejde har Klimadatastyrelsen gennemgået alle tjenester på Dataforsyningen. De fleste tjenester videreføres, mens en række tjenester med lav anvendelse lukkes. Samtidig er der også fokus på at undgå dobbeltudstilling af datasæt og tjenester på tværs af distributionsplatforme:
”Dataforsyningen skal indgå i et økosystem sammen med Klimadatastyrelsens øvrige distributionsplatforme for at sikre en optimeret og omkostningseffektiv udstilling af grunddata, geodata osv. I den forbindelse har vi fokus på ikke at udstille de samme tjenester eller datasæt på Dataforsyningen, som i forvejen ligger tilgængeligt på Datafordeleren” siger Sarah Kirkeby.
Få et overblik over tjenester, der lukkes her.
Sådan vil transitionen forløbe
Den nuværende Dataforsyning udfases bølgevist. Efter dialog med anvendere forventer Klimadatastyrelsen, at de første 2 bølger vil ske i september og oktober.
I forbindelse med overgangen vil der forekomme servicevinduer fra 3. kvartal i 2026, som periodevist kan påvirke driften hos anvenderne frem mod udgangen af 2026. I forbindelse med flytning af tjenester vil der løbende være behov for at, anvenderne fx skifter ”endpoints”.
Den nye platform får et opdateret udseende og struktur, som indebærer mindre justeringer i brugergrænsefladen. Ændringerne sker som led i at forbedre stabilitet, sikkerhed og brugervenlighed.
Der vil løbende komme yderligere information på Dataforsyningen.dk og Klimadatastyrelsen.dk, ligesom servicevinduerne også meddeles på forhånd.