Grunddata er de mest grundlæggende data om du og jeg - og vores samfund. Det er data om personer, ejendomme, adresser, virksomheder og geografi. De spiller en afgørende rolle i en effektiv offentlig forvaltning og i udviklingen af nye digitale løsninger på tværs af den offentlige og private sektor.
Vi skal passe godt på Danmarks grunddata og sikre, at vi bevarer og videreudvikler en infrastruktur med grunddata som et vigtigt sikkerhedspolitisk aktiv i en forandret geopolitisk verden. For at adressere fremtidens samfundsmæssige udfordringer og udnytte nye teknologiers potentiale lancerer Styregruppen for Grunddata Strategi for fremtidens grunddata.
Et vigtigt skridt for fremtidens grunddata
I en tid med komplekse problemstillinger er pålidelige og sammenhængende grunddata afgørende. Derfor har regeringen med Danmarks digitaliseringsstrategi prioriteret, at grunddata skal fremtidssikres som hjørnestenen i det offentlige datafundament, og her skal den nye strategi vise vejen.
”Da regeringens Grunddataprogram blev lanceret i 2012, tog Danmark et markant skridt for at samle, standardisere og åbne de centrale dataregistre. Nu tager vi endnu et vigtigt skridt for at sikre vores grunddata i fremtiden. Grunddata er fundamentet for vores digitale samfund og en forudsætning for at sikre en robust offentlig sektor samt et konkurrencedygtigt erhvervsliv”, siger Klimadatastyrelsens direktør og formand for Styregruppen for Grunddata, Rikke Hougaard Zeberg.
Strategien skal sikre et robust datagrundlag
Den nye Strategi for fremtidens grunddata skal sikre et robust og pålideligt datagrundlag, der fortsat understøtter effektivisering og værdiskabelse på tværs af samfundet.
Strategien har fokus på at sikre høj datakvalitet, fremme muligheder for nye datasammenhænge og styrke samarbejdet omkring udviklingen af grunddata. Den skal også underbygge en værdiskabende distribution af grunddata via den centrale distributionsplatform, Datafordeleren.