Datafordeleren forsyner den offentlige sektor og private virksomheder med vigtige grunddata som fx adresser, CPR-data og CVR-data. De mange brugere er afhængige af stabile og tidssvarende leverancer af data.
For at sikre at Datafordeleren også fremover kan levere dette, arbejder Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) nu på at indgå kontrakt om samarbejde med en tilbudsgiver, som kan påtage sig opgaven med fremadrettet at drive og modernisere Datafordeleren.
Der er netop blevet prækvalificeret tre virksomheder, som får mulighed for at give tilbud på opgaven. Det drejer sig om IBM Danmark ApS, Netcompany A/S og Systematic A/S.
Senest den 28. februar 2022 skal de tre tilbudsgivere have indleveret deres indledende tilbud, hvorefter SDFE vil gå i forhandling med tilbudsgiverne. Herefter følger en periode med tilretning af udbudsmateriale og til sidst endeligt tilbud. SDFE forventer at kunne vælge den tilbudsgiver, der har det bedste forhold mellem pris og kvalitet til at være kommende leverandør i 4. kvartal 2022.