Danmark overtager vigtig grønlandsk datainfrastruktur

Publiceret 12-04-2019

Danmark overtager driften af det såkaldte GNET, som er vigtigt for både klimaforskning og kortlægningsopgaver i Grønland

Sne, vand og huse

58 målestationer, som er placeret over hele Grønland, skal fremover vedligeholdes og udvikles af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE). Den amerikanske National Science Foundation (NSF), som hidtil haft ansvaret for 75 procent af GNET, har valgt at trække sig ud af driften.

Da GNET, som blev etableret som et dansk-amerikansk forskningsprojekt for 12 år siden, er blevet en vigtig digital infrastruktur, har den danske regering valgt at afsætte midler til, at SDFE fremover kan varetage driften.

Bruges til klimaforskning og landkortlægning

De 58 målestationer er såkaldte GNSS-stationer, som kontinuerligt måler deres egen position ved at modtage satellitsignaler. På den måde giver det samlede antal GNSS-stationer et tydeligt billede af, hvordan jordmasssen bevæger sig i det arktiske område.

Den viden kan blandt andet bruges af klimaforskere. Tilbage i 2016 brugte forskere for eksempel GNET til at fastslå, at afsmeltningen fra iskappen fra 2003 til 2013 var 7 % større end tidligere antaget. Seneste beregninger viser, at jordoverfladen i samme periode visse steder steg med op til 20 cm, hvilket er en klar indikation på, at trykket fra iskappen er blevet mindre.

GNET kan også bruges til opmåling. SDFE går i 2019 i gang med landkortlægning af hele den isfrie del af Grønland. Her skal GNET bruges til at sikre nøjagtigheden i kortlægningsarbejdet.

Fortsat samarbejde med USA

Efter overdragelsen af GNET vil USA fortsat være involveret i GNET, bl.a. inden for forskningsområdet. I forbindelse med overdragelsen er der indgået en samarbejdsaftale, som bl.a. betyder, at der oprettes et samarbejdsforum med NSF og DTU Space som ramme for det fremtidige samarbejde.

Samarbejdsforummet vil arbejde på at få input fra forskellige interessenter til udvikling af GNET heriblandt grønlandske forskere og myndigheder.