Nyt adresseregister og bedre adresser skaber tryghed for borgerne

Publiceret 07-05-2018

For første gang bliver alle Danmarks adresser samlet et sted. Det betyder mere tryghed for borgerne, fordi alle offentlige myndigheder nu har adgang til opdaterede og autoritative adressedata

Husnummer 2

Det offentlige bruger adresser i mange sammenhænge. Når ambulancen skal frem, når offentlige pensioner skal udbetales, eller når stemmesedlerne skal fremsendes, så er det afgørende, at man har den rigtige adresse.

Nu har SDFE i samarbejde med landets kommuner samlet alle landets adresser i Danmarks Adresseregister (DAR), så myndighederne, og dermed borgerne, kan være sikre på, at alle bruger den samme adresse til en given bopæl eller virksomhed.

Hidtil har forskellige myndigheder haft forskellige registre over adresserne i Danmark. Det øger risikoen for fejl i forvaltningen, fordi adresserne ikke nødvendigvis har været ens fra myndighed til myndighed. 

Adresser er vigtige fælles grunddata

Adresseprogrammet er en del af det tværoffentlige grunddataprogram, og arbejdet med at hæve kvaliteten af adressedata har stået på siden 2013.

Projektet har blandt andet indeholdt en omfattende ’datavask’ og der er givet nye adresser til blandt andet kolonihaver, hospitaler og erhvervsområder. I alt omkring 100.000 nye adresser er oprettet.

Samtlige adresser har også fået tilknyttet et vejpunkt, som viser nærmeste fysiske adgang til adressen. Det er en meget vigtig funktion for ikke mindst ambulancer, som skal hurtigt frem til ulykker.

Data skal kun vedligeholdes ét sted

Fremover vil de andre offentlige grunddataregistre, som eksempelvis CVR og CPR, automatisk trække på de autoritative adressedata frem for, at registrene indeholder egne lister over adresser.

Det nye adresseregister gør det også nemmere for kommunerne, som nu kun skal registrere og vedligeholde adresser og vejnavne et sted.

Ny lovgivning på adresseområdet

Samtidig med idriftsættelsen træder den nye adresselov og adressebekendtgørelse i kraft. Den nye adresselov indeholder en række beføjelser til at udstede nærmere regler om vejnavne, adresser, supplerende bynavne og registrering heraf i det nye Danmarks Adresseregister. Det er disse mere detaljerede regler, den nye bekendtgørelse indeholder.