Grønlands GNSS netværk (GNET) består af 60 kontinuert målende GNSS (”Global Navigation Satellite System”) stationer fordelt langs Grønlands kyster. GNET blev etableret i perioden 2007-2009 i forbindelse med klimaforskningsprojekter i bl.a. USA og Danmark. Den amerikanske National Science Foundation (NSF) har overdraget ejerskabet af en række GNET stationer, således at alle 59 GNET stationer pr. 1. januar 2019 er ejet af den danske stat. Klimadatastyrelsen er geodætisk myndighed og har det overordnede ansvar samt administrationen af GNETs fortsatte udvikling og vedligehold.
GNET udgør den grundlæggende geodætiske infrastruktur i Grønland og bruges bl.a. til at fastlægge landbevægelserne i alle 3 dimensioner. Ydermere bruges GNET til at skabe forbindelse mellem de nationale og internationale referencesystemer, hvilket er en grundlæggende forudsætning for præcis land- og søkortlægning, suverænitets håndhævelse m.m.
GNET stationerne bruger signalerne fra alle positioneringssatellitterne (Galileo, GPS m.fl.) i generering af GNSS data. Disse data beregnes og bruges bl.a. til forskning og formidling af de ændringer, der ses i Grønland som følge af de regionale såvel som globale klimatiske ændringer herunder afsmeltning af indlandsisen. Fx. viser beregninger af data, at Grønland hæver sig med op til 4 cm pr. år som følge af afsmeltning af indlandsisen. GNET er derfor vigtig for forståelse og forudsigelse af klimaet både regionalt, nationalt og internationalt.
Klimadatastyrelsen arbejder på yderligere udnyttelse af GNETs infrastruktur og data til gavn for Grønland, myndigheder og internationale institutioner fx ved at tilbyde installation af nye instrumenter og tilføje nye stationer på hidtil ”ubrugte” lokationer. Et eksempel på ny udnyttelse af GNET, kan være at højne sikkerheden ved flyvninger i dårligt vejr samt ved redningsaktioner i ufremkommelige egne af landet.
Klimadatastyrelsen har det overordnede ansvar samt administrationen af GNET. For bedst muligt at kunne opfylde ansvaret, sikre løbende vedligehold og udvikling i henhold til behovene hos det videnskabelige samfund og nationale offentlige myndigheder, har Klimadatastyrelsen etableret en styringsstruktur. Styringsstrukturen består af ”Managing Partners” (NSF og Klimadatastyrelsen), ”Advisory board” (Internationale forskere og Klimadatastyrelsen) og ”Operational team” (DTU Space, UNAVCO og SDFI).