TAPAS

Testbed i Aarhus til Præcisionspositionering og Autonome Systemer – TAPAS - er en visionær test- og udviklingsplatform i Aarhus for meget nøjagtig og hurtig positionsbestemmelse.

TAPAS består af et net af 11 GNSS referencestationer, som forbedrer positioneringen fra GPS, Galileo og andre globale satellitbaserede navigationssystemer (GNSS). Med TAPAS kan man i hele Aarhusområdet få sin øjeblikkelige placering med centimeter nøjagtighed. Dette gælder også for genstande i bevægelse, som eks. robotter, droner mv.

TAPAS skal understøtte forskning og udvikling inden for nye anvendelser af nøjagtig positioneringsteknologi - et område som er på vej fra niche- til massemarkedet, især i kraft af udviklingen indenfor f.eks. smart-city løsninger og autonome køretøjer. TAPAS drives i et samarbejde mellem DTU Space, Aarhus Kommune og Klimadatastyrelsen.

Muligheden for at teste nøjagtig og dynamisk positionering vha. TAPAS har tiltrukket mange brugere. Brugerne kommer fra et bredt udsnit af myndigheder, virksomheder og forskningsinstitutioner. Største andel af brugere er virksomheder, som arbejder med udvikling af teknologi for selvkørende robotter og droner. Det er gratis af benytte TAPAS, og interesserede kan henvende sig til Klimadatastyrelsengalileo_dk@sdfi.dk

Læs mere om TAPAS på www.tapasweb.dk