Nøjagtig GNSS-positionering får moderniserede rammer

09-07-2024

En ny bekendtgørelse om registrering af GNSS-positioneringstjenester erstatter fra 1. juli 2024 den hidtil gældende Norm for RTK-tjenester som siden 2008 har sat rammerne for anvendelse af GNSS-baseret positionering til offentlig kortlægning og registrering

Målebil

Den 1. juli trådte en ny bekendtgørelse om GNSS-positioneringstjenester i kraft. Den nye bekendtgørelse har fokus på at modernisere betingelserne for leverandører af nøjagtig GNSS-positionering til brug ved offentlig kortlægning og registrering som fx til afsætning af skel. Moderniseringen er blandt andet afstedkommet af nye teknologiske muligheder, hvad angår nøjagtighed og løbende monitorering af kvaliteten i positioneringsløsningerne.

”De nye muligheder i bekendtgørelsen åbner for nye løsninger, der i højere grad kan være skræddersyet bestemte dele af markedet og også gøre det nemmere at se, hvor i landet den udbudte nøjagtighed kan leveres,” siger Thorbjørn K. Nielsen, kontorchef i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Målet er et mere gennemsigtigt marked ved at brugerne af nøjagtig positionering har adgang til bedre information om, hvad de enkelte leverandører kan tilbyde af nøjagtighed og anden supplerende information som fx, hvordan de håndterer utilsigtede udfald eller andre forstyrrelser.

Tre nøjagtighedsklasser og dækningskort

Bekendtgørelsen introducerer tre nøjagtighedsklasser som en positioneringstjeneste kan registreres under og er henvendt til forskellige brugersegmenter i markedet. De tre niveauer har følgende nøjagtighedskrav:

Klasse A: 1 cm i planen og 2 cm i højden

Klasse B: 2 cm i planen og 4 cm i højden

Klasse C: 2,5 cm i planen og 5 cm i højden

Leverandører af positioneringstjenester skal som noget nyt gøre et dækningskort med opnåelige positioneringsnøjagtigheder tilgængeligt for offentligheden, så brugerne kan se, hvor i landet de kan forvente at opnå en given nøjagtighed. Det er kort lignende dét, som findes for mobilnetværk. Eksisterende leverandører godkendt under den gamle Norm for RTK-tjenester indplaceret automatisk i nøjagtighedsklasse C.

”Med positioneringstjenester godkendt til fx 5 cm i højden vil det betyde meget store fordele for entreprenører, da deres kunder ofte er meget fokuserede på at kun godkendte positioneringstjenester må benyttes. Hidtil har det betydet, at de formelt har været bundet til den nøjagtighed på hele 10 cm som var standarden i den gamle norm,” siger Niels Brøndgård Jørgensen, Afdelingslandmåler hos Aarsleff.

Bekendtgørelsen er åben for nye teknologier

Hvor den tidligere Norm for RTK-tjenester udelukkende havde fokus på RTK-baseret positionering, er den nye bekendtgørelse åben for nye teknologier og forholder sig således ikke til kilden til positioneringen. Det kan være en gængs RTK-løsning, men giver også plads til andre både kendte og nye teknologier. Hensigten med dette er at sikre konkurrencen i markedet og gøre plads til nye spillere og teknologier.

Den nye bekendtgørelse er udarbejdet i tæt dialog med den eksisterende RTK-branche.

Yderligere information 

René Thunø
Presse- og kommunikationskonsulent