Danskerne har appetit på internettet

05-07-2024

Danskerne er et digitalt folkefærd med smag for hurtigt internet og digitale tjenester. Det kommer til udtryk, når danskerne køber internetforbindelser. Nye tal viser fortsat vækst i hurtige internetabonnementer, og at danskerne bruger mere data

familie

Danskerne er den befolkning i EU, som anvender internettet mest. Samtidig er danskerne dem, som hyppigst anvender internettet til kommunikation med offentlige myndigheder.

At være digitale frontløbere kræver velfungerende og hurtige internetforbindelser. Det er danskerne tydeligvis opmærksomme på, når de kigger på hylderne med internetabonnementer.

83 procent af alle danske internetabonnementer har via fastnettet – såsom fiber – en hurtig download-hastighed på mindst 100 Mbit/s. Det svarer til en stigning på seks procentpoint på et år. Det viser Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs (SDFI) ’Telestatistik – andet halvår 2023’:

”For at vi kan gribe de muligheder, som digitaliseringen giver, er det afgørende, at danskerne har adgang til hurtige internetforbindelser. Derfor er det rigtigt positivt, at flere og flere danskere køber et hurtigt bredbåndsabonnement,” siger Rikke Hougaard Zeeberg, direktør i SDFI.

Danskernes digitale evner er i top

Danskerne ligger også i EU-toppen, hvad angår digitale evner. Det er derfor ikke overraskende, at danskerne gør god brug af internetforbindelsen. Det afspejler sig i dataforbruget, hvor en dansker i gennemsnit forbruger ca. 473 gigabyte data per måned, hvilket er mere end en fordobling af forbruget på blot fem år.  Den øgede digitalisering er på mange måder positiv i et samfundsperspektiv i form af øget vækst og mere konkurrencedygtige virksomheder, men det øgede dataforbrug rejser samtidig en ny dagsorden i forhold til betydningen for den grønne omstilling. Det er en dagsorden, som der er kommet øget fokus på både nationalt og fra EU.

Dyk ned i Telestatistikken

Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs telestatistik indeholder mange interessante informationer om udviklingen af danskernes forbrug af teleydelser fra 2022 til 2023. 

  • Hurtigere bredbåndsforbindelser: Antallet af bredbåndsabonnementer med en hastighed på minimum 100 Mbit/s er steget med ca. 6,1%, mens antallet af abonnementer med en hastighed på minimum 1 Gbit/s er steget med ca. 18,9%.
  • Skift i teknologi: Antallet af kobberabonnementer er faldet med ca. 26,4%, mens antallet af fiberabonnementer er steget med ca. 12,5%.
  • Øget dataforbrug: Danskernes dataforbrug er steget med ca. 13,8% via fastnet og 27,5% via mobil i samme periode.
  • Vækst i 5G-abonnementer: Også antallet af 5G-abonnementer er steget. Her er antallet steget med ca. 17,9%.

Du kan finde flere informationer om udviklingen af danskernes forbrug i Telestatistikken for 2. halvår 2023, som er baseret på tal fra teleselskaberne.

Derudover kan du se, hvordan danskernes forbrug sammenlignes med resten af EU.

René Thunø
Presse- og kommunikationskonsulent