Der er lagt op til, at flere adresser skal være tilskudsberettigede i 2024 end i de foregående år.
Hidtil har det kun været adresser, som maksimalt har adgang til 30/5 Mbit/s, som kunne indgå i ansøgninger om tilskud. Det foreslås, at det i 2024 skal gælde for alle adresser, som ikke har adgang til 100 Mbit/s download.
Ligeledes var det tidligere kun adresser beliggende uden for byzone, der kunne være med i ansøgningerne. Det foreslås, at i 2024 skal byzoneadresser fra landsbyer og andre små bysamfund med mindre end 2.000 indbyggere også kunne indgå i ansøgninger om tilskud.
”I 2023 var der for første gang ikke afløb for alle de midler, der var afsat til Bredbåndspuljen. Derfor giver det mening, at flere af de adresser, som ikke har adgang til hurtigt bredbånd, skal have mulighed for at indgå i ansøgningerne,” siger kontorchef i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI), Thomas Ilum Damsgaard.
Adresser, der har adgang til hurtigt bredbånd via 5G med en hastighed på mindst 600 Mbit/s download vil ikke længere kunne anses som tilskudsberettigede.
”I dag er der ikke ualmindeligt, at forbrugerne vælger en mobil løsning som et reelt alternativ til fastnet bredbånd. Det gør de, fordi den slags løsninger er konkurrencedygtige – både i forhold til pris og kvalitet. Derfor er det politisk besluttet, at adresser, som har adgang til hurtigt bredbånd via 5G ikke skal være tilskudsberettigede,” siger Thomas Ilum Damsgaard.
Der er endvidere foretaget flere mindre justeringer og præciseringer i forhold til de rammer, der var gældende i 2023. Det samlede høringsmateriale kan hentes fra Høringsportalen.
Høringssvar skal sendes til SDFI på bredbaandspuljen@sdfi.dk senest fredag den 3. maj 2024
Kontakt: Chefkonsulent Henrik Kjær, 5114 5376