I juni 2022 indgik Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI) kontrakt med Netcompany om drift og modernisering af Datafordeleren. Siden da har SDFI, KMD og Netcompany sammen arbejdet på at gennemføre en transition af Datafordeleren fra KMD til Netcompany.
Den transition blev gennemført tidligt mandag morgen, hvor Netcompany satte Datafordeler-miljøerne i drift. Transitionen mandag vil ikke have betydning for brugerne, der kan hente og anvende data som hidtil.
”Jeg vil gerne takke KMD for vores mangeårige samarbejde om Datafordeleren. Samtidig ser jeg frem til at godt samarbejde med Netcompany, hvor vi sammen skal modernisere Datafordeleren,” siger Morten Hvidberg, vicedirektør i SDFI.
Modernisering starter med det samme
Udover at overtage driften af Datafordeleren, har Netcompany også fået opgaven med, sammen med SDFI, at modernisere Datafordeleren.
Det arbejde starter op umiddelbart efter transitionen, parallelt med den stabile drift af den nuværende Datafordeler forsættes. Datafordeleren skal gøres mere fleksibel for anvenderne, og udstillingen af data skal videreudvikles. Derudover skal It-arkitekturen moderniseres, og det skal sikres, at Datafordeleren også fremadrettet kan levere en stabil og skalerbar drift.
SDFI vil løbende kommunikere om, når der sker ændringer på Datafordeleren.
Distribution af grunddata
Datafordeleren er en fællesoffentlig distributionsplatform, der udstiller en lang række grunddata.
Grunddata er en række af de vigtigste og mest anvendte data i Danmark, som fx Adresser, CPR og CVR-data.
Grunddata distribueres i en ensartet kvalitet, med høj sikkerhed og stor driftsstabilitet fra Datafordeleren, og derved bliver det muligt for de mange især offentlige anvendere at kombinere de forskellige datasæt med hinanden.