Høring om rammerne for Bredbåndspuljen 2023

31-03-2023

På finanslovsforslaget er der lagt op til, at der skal afsættes 100 mio. kr. til fortsættelse af Bredbåndspuljen i 2023. Nu er der mulighed for at kommentere på de rammer, der i givet fald skal gælde for puljen i år

familie ser på Ipad

Selvom finansloven ikke er vedtaget endnu, er det besluttet at igangsætte høringen allerede nu.

”Der går nok lidt tid, før der ligger en endelig finanslov for i år. Men hvis vi skal kunne åbne ansøgningsrunden inden sommerferien, er der behov for, at vi laver de nødvendige forberedelser. Derfor sætter vi høringen i gang”, fortæller kontorchef i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI), Thomas Ilum Damsgaard.

I forhold til rammer for 2022-puljen, er der lagt op til fire større justeringer:

  • Kravet til bredbåndsudbyderens medfinansiering hæves fra 4.000 til 10.000 kr. i gennemsnit pr. adresse, der deltager i det ansøgte bredbåndsprojekt.
  • Kommuner vil ikke længere kunne bidrage med tilskud til projekter under Bredbåndspuljen.
  • Metoden for beregning af de afstande, der ligger til grund for, om en adresse kan søge under den særlige ordning for enkeltstående adresser, ændres fra fugleflugtsafstande til vejafstande.
  • Kravet til den infrastruktur, der etableres med tilskud fra puljen, ændres fra 300/100 Mbit/s til 1 Gbit/s download.

Der er endvidere foretaget flere mindre justeringer og præciseringer, ligesom der er ændringer som følge af nye EU-krav.

Det samlede høringsmateriale kan hentes fra Høringsportalen.

Høringssvar skal sendes til SDFI på bredbaandspuljen@sdfi.dk senest fredag den 28. april 2023 kl. 12.

Eventuelle spørgsmål vedrørende høringsmaterialet kan sendes til samme mailadresse.

 

Man kan også ringe til følgende kontaktpersoner:

Fuldmægtig Rasmus Blume Wind: 5115 7892

Fuldmægtig Christine Pallesen: 4049 6317

Chefkonsulent Henrik Kjær, 5114 5376

Kontakt

René Thunø
Presse- og kommunikationskonsulent

Fakta

  • Bredbåndspuljen administreres af Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI).
  • Puljen giver lokalområder med dårlig dækning – og uden udsigt til bedre dækning på almindelige, kommercielle vilkår – mulighed for at søge om tilskud til hurtigt bredbånd.
  • Særligt enkeltstående adresser har mulighed for at søge uden at skulle slå sig sammen med andre fra lokalområdet. Der gælder særlige krav for, hvornår en adresse betragtes som særligt enkeltstående.
  • I årene 2016-2022 er der givet tilsagn om tilskud for godt 680 mio. kr. Tilsagnene skal give hurtigt bredbånd til cirka 27.400 adresser (boliger, virksomheder og sommerhuse).
  • På finanslovsforslaget er der lagt op til at afsætte 100 mio. kr. i Bredbåndspuljen 2023.
  • Det er forhåbningen, at ansøgningsrunden i 2023 kan åbne inden sommerferien.
  • Yderligere information om Bredbåndspuljen og ansøgningsprocessen kan ses på SDFI’s hjemmeside.
  • På hjemmesiden kan man tilmelde sig SDFI’s nyhedsmails om Bredbåndspuljen.