Samarbejde om grunddata skaber værdi for anvenderne

27-06-2023

Samarbejdet mellem SDFI og anvenderne af grunddata har været under lup i en netop afsluttet evaluering, som viser, at der er udbredt tilfredshed med de eksisterende samarbejder, men også plads til forbedring på visse områder

Interview med 15 forskellige organisationer samt spørgeskemabesvarelser fra 90 respondenter viser, at der blandt de eksisterende anvendere af grunddata er generel tilfredshed med de muligheder for dialog og indflydelse, som grunddatasamarbejdet giver samt relationen til SDFI som grunddatamyndighed. Analysen viser, at grunddata anno 2023 står et godt sted.

Dog melder anvenderne også tilbage om plads til forbedring, når det kommer til for eksempel support på Datafordeleren, dokumentation om grunddata samt mulighederne for selvbetjening. Disse og analysens øvrige indsigter vil blive taget med i SDFI’s videre arbejde med blandt andet moderniseringen af Datafordeleren.

Hvis du er interesseret i at læse om evalueringen og dens konklusioner i flere detaljer, kan du hente en opsummering som PDF.

Vigtigt at samarbejde med anvenderne

Grunddata er en væsentlig del af det solide og sammenhængende datafundament, som både offentlige myndigheder og private virksomheder anvender i deres digitale løsninger. Anvenderne var involveret allerede i forbindelse med etablering af grunddata på Datafordeleren, og det samme gør sig gældende i dag, hvor flere anvendere er med i governance for grunddata – i Anvenderforum og i det øverste organ, Styregruppen for Grunddata.

For også fremover at sikre en bredt funderet anvenderinddragelse – og at ressourcerne bliver anvendt mest effektivt – har Styregruppen for Grunddata udvalgt Værdi for anvenderne som prioriteret fokusområde i Strategisk Rammeplan for Fremtidens Grunddata 2022-2027

I forbindelse med implementeringen af rammeplanens initiativer, besluttede styregruppen, at SDFI skulle gennemføre evalueringen af det nuværende samarbejde med anvenderne af grunddata. Formålet med indsatsen var at identificere forbedringspunkter, der kan guide det fremadrettede samarbejde med anvenderne herunder fastslå, hvad der bør holdes fast i, og hvad der bør gøres anderledes.

Om grunddata

Grunddata er tilgængelige via Datafordeleren, der er fællesoffentlig it-infrastruktur og en stor og kompleks distributionsplatform. Datafordeleren giver stabil og sikker adgang til sammenhængende grunddata fra over 500 forskellige tjenester, som offentlige registre udstiller til gavn for myndigheder, virksomheder og borgere.

Læs mere på datafordeler.dk

René Thunø
Presse- og kommunikationskonsulent