Selvom væksten i det samlede antal fastnet-bredbåndsabonnementer er beskeden, er der betydelig vækst i antallet af fiberabonnementer, hvilket betyder, at markedsandelen for fiber er vokset til 36 pct.
Dermed er fiber for første gang den dominerende teknologi på bredbåndsmarkedet. Fibernettet overtager førstepladsen fra kabel-tv-nettet, der var den mest anvendte bredbåndsteknologi fra midten af 2019 til slutningen af 2020, og nu nummer to med en markedsandel på 34 pct. De kobberbaserede bredbåndsabonnementer, som var dominerende frem til slutningen af 2018, har en markedsandel på 22 procent.
Figur 1: Udvikling i bredbåndsabonnementer fordelt på teknologi
Note: Teknologierne i Figur 1 er de tre mest dominerende på bredbåndsmarkedet. Derudover er der også LAN-abonnementer, satellit-abonnementer, faste trådløse abonnementer mv. på det danske marked. Der var i 1. halvår 2021 i alt 2.605.868 fastnet-bredbåndsabonnementer.
Stadig stort potentiale for fiber
Selvom andelen af fiberabonnementer er steget fra 22 pct. af de solgte abonnementer i midten af 2017 til 36 pct. fire år efter, er der potentiale for, at langt flere danskere i fremtiden vil tegne et fiberabonnement. Andelen af boliger og virksomheder med fiberdækning er steget fra 62 pct. i midten af 2017 til 75 pct. i midten af 2021[1] .
Stor vækst i højhastighedsabonnementer på kabel-tv-nettet
Coronanedlukningen har betydet mere hjemmearbejde og generelt mere tid foran skærmen. Det har skabt et større fokus på hurtigt fastnet-bredbånd, hvilket afspejler sig i væksten i de hurtige bredbåndsabonnementer. Samlet set er antallet af bredbåndsabonnementer med mindst 300 Mbit/s i downloadhastighed steget med 141 pct. Der er sket en særlig høj stigning af bredbåndsabonnementer via kabel-tv-nettet med mindst 300 Mbit/s i downloadhastighed, idet antallet er steget med 277 pct. fra midten af 2020 til midten af 2021 efter en større opgradering fra teleselskaberne.
Fortsat vækst i datatrafikken
Corona-nedlukningen afspejler sig også i danskernes dataforbrug. Mere tid foran skærmene betyder, at hver husstand eller virksomhed med et fastnet-bredbåndsabonnement i gennemsnit up- og downloadede 393 GB data pr. måned i første halvdel af 2021, hvilket var 89 GB mere end i første halvdel af 2020. Stigningen i fastnet-dataforbruget svarer ca. til, at danskerne – som eksempel – i gennemsnit streamede 89 timer mere film og serier i første halvdel af 2021 end i første halvdel af 2020[2] .
Stigningen i danskernes mobile dataforbrug fortsatte også. Det månedlige gennemsnitlige mobile dataforbrug (up- og download) fra første halvdel af 2020 til første halvdel af 2021 steg med 3,6 GB. Dataforbrug over mobilen kan hjemme i husstanden også foretages over fastnet bredbåndsforbindelsen, hvis Wifi aktiveres på telefonen. I disse tilfælde indgår dataforbruget under fastnetdatatrafik. Langt det meste af fastnet- og mobildatatrafikken er downloadtrafik (se mere på SDFI.dk).
[1] Dækningstallene kan findes på Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs hjemmeside under ”Bredbåndskortlægning ” og både dæknings- og abonnementstal kan findes under ”Data Om Bredbånd” .
[2] Det datamæssige forbrug ved streaming er beregnet på baggrund af, at streaming forbruger 1 GB/t. Præcist hvor mange GB/t streaming forbruger afhænger af billedkvalitet og streamingudbyder.