Der er brug for mere og bedre data fra ladestandere

10-02-2022

Antallet af eldrevne køretøjer stiger, og det gør kravene til ladestandere også. En ny analyse viser et potentiale for standardisering og større anvendelse af ladestanderdata

Ladestander

Regeringen har en målsætning om, at 1 mio. grønne biler skal køre på de danske veje i 2030. Det vil kræve en enorm udbygning af ladeinfrastrukturen at holde hjulene i gang på de mange elkøretøjer.

Derfor har KL og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering udarbejdet en Analyse af ladestanderdata for at afklare de forretnings- og brugerbehov, der er relateret til data om og fra ladestandere:

”De nuværende data fra ladestandere opfylder ikke de behov, som mange dataanvendere, herunder kommunerne, har. Kommunerne er i fuld gang med at planlægge for udrulning af ladeinfrastruktur, og her har de behov for data til at understøtte beslutninger om antal, placeringer, ladestandertype, parkeringsforhold mm.,” siger kontorchef i KL Karoline Amalie Steen.

Data om og fra ladestandere er afgørende for såvel planlægningsindsatsen, som for samspillet mellem forsynings- og transportsektoren, for bilejernes planlægning af opladning og for forskning og udvikling. Opgaven med at udbygge ladestandernettet varetages af en række aktører, hvor særligt kommunerne og det private marked, i form af ladeoperatørerne, har ansvaret herfor.

Stor efterspørgsel efter data

Analysen viser, at der er et stort behov for at flere data tilgængeliggøres og at dette gøres på en måde, som fremmer brugen af data, så der fx er ens datastandarder, at data er lette at tilgå og at man kan arbejde med data i egne fagsystemer.

Databehovet og måden hvorpå data anvendes varierer alt efter til hvilke opgaver og behov som data skal indfri, fx vil de ansvarlige myndigheder for dimensioneringen af elnettet have behov for at vide noget om antallet, placeringen og type af ladestandere, mens borgerne gerne vil have et overblik over pris og aktuelle status på ladestanderne.

”Helt lavpraktisk handler det om, at data skal understøtte en omkostningseffektiv udrulning af ladestandere fx ved at skabe overblik og ved at vise, hvor efterspørgslen efter lademuligheder er koncentreret,” siger kontorchef Laura Poulsen fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

”Data skal kunne bruges af kommunerne, netselskaberne og andre aktører, så etablering af nye ladestandere fx kan tænkes sammen med udbygning af elnettet. Derfor er der et stort behov for at få sat data i system, så man har et godt datagrundlag at planlægge efter og et godt grundlag at udvikle borgerrettede løsninger på.”