Bedre data skal sikre effektiv klimatilpasning

21-02-2022

Klimaforandringerne kræver store investeringer i klimatilpasning i de kommende år. Et bedre datagrundlag skal sikre, at vi løser opgaven på den klogeste måde.

Pige på cykel

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har udsendt pressemeddelelsen: Klimatilpasning styrkes med nye og bedre data og digitale værktøjer.

I fremtiden vil Danmark opleve hyppigere og voldsommere oversvømmelser fra stormfold, skybrud, stigende havvandsniveau samt stigende grundvand. For at minimere omkostningerne ved klimaforandringerne er det nødvendigt i de kommende år at investere i klimatilpasningsprojekter.

Solid viden og et godt datagrundlag om vandets bevægelser kan bidrage til, at vi får etableret effektive og langtidsholdbare løsninger. Med finansloven for 2022 er der derfor afsat 59,5 mio. kr. til at styrke data- og digitaliseringsgrundlaget for den danske klimatilpasningsindsats.

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) skal sammen med DMI, GEUS, Miljøstyrelsen og Kystdirektoratet løse opgaven med at sikre det fornødne datagrundlag.

En datadreven klimatilpasning

Opgaven består i at forfine og videreudvikle eksisterende datasæt og løsninger, samt udvikle nye data.

SDFE skal blandt andet videreudvikle den fællesoffentlige platform hipdata.dk, der udstiller frie offentlige data og modelberegninger om terrænnære hydrologiske forhold, herunder dybden til grundvand, vandføring i vandløb og havvandsstand. Med finansloven for 2022 er der i den forbindelse også afsat midler til den videre drift af hipdata.dk, så der fortsat kan tilgås data i fremtiden.

I samarbejde med GEUS og DMI skal SDFE blandt andet udvikle dynamisk opdaterede modelberegninger, der inkluderer løbende opdateringer for dybden til grundvand, jordens vandindhold og vandføring i vandløb med hyppigere opdateringer. Med denne løbende overvågning bliver det i langt højere grad muligt at undgå skader og omkostninger ved for lidt eller for meget vand, hvilket vil sikre en langt mere effektiv og bedre klimatilpasning og vandforvaltning.

SDFE skal også arbejde på at forbedre kvaliteten af GeoDanmarks hydrologiske tilpasningslag. De bidrager til at kortlægge vandets vej gennem terrænet og anvendes sammen med Danmarks Højdemodel til at beregne oversvømmelseskort for regn og havvandsstigninger samt til forbedring af data om hvor meget vand, der kan løbe i et vandløb, og dermed også hvornår og hvor meget vandstigninger potentielt kan resultere i en oversvømmelse.

Endelig skal SDFE videreudvikle et befæstelseskort, som er et landsdækkende datasæt, der viser, hvor der er befæstet (fx, asfalt, grus og fliser) eller ubefæstet (jord, græs). Det er essentiel viden i forhold til at kunne beregne, hvor meget vand der kan nedsive lokalt og hvor meget vand, som afstrømmer fra overfalden.

Læs mere om værktøjerne til klimatilpasning på:

Klimatilpasning.dk