Da Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark efter at have hørt under Tyskland siden 1864 blev den nuværende grænsestrækning etableret.
Den er en af få eksisterende statsgrænser i verden, som er blevet til på baggrund af en folkeafstemning og den dag i dag, et godt eksempel og symbol på fredelig sameksistens, godt samarbejde og venskab mellem 2 nationer.
Selv om man kunne tro, at en grænse nu engang ligger der, hvor den ligger, så foregår der faktisk et ret stort arbejde med at vedligeholde grænsen, for landskabet ændrer sig over tid, og grænsemarkeringer går til ad åre.
Retningslinjer fra Versaillestraktaten
I Danmark er det Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, der har ansvaret for den fysiske vedligeholdelse af grænsen. Det foregår i et godt og tæt samarbejde med de tyske myndigheder.
Opgaven går kort fortalt ud på at vedligeholde de fysiske afmærkninger, som markerer grænselinjen mellem Danmark og Tyskland. Retningslinjerne for arbejdets udførelse er beskrevet i en overenskomst mellem de to lande, med baggrund i Versaillestraktaten.
De bestemmer blandt andet udformningen og farverne på tallene og landekoderne, der står på de sten og pæle, som udgør grænsemarkeringerne. De fleste er uændrede siden 1920.
Således skrives landekoden på tyske markeringer som DR P, hvilket står for Deutches Reich Preussen. På danske markeringer skrives et D for Danmark, hvilket paradoksalt nok i dag er landekoden for Tyskland.
Før vedligeholdelse iværksættes, skal den anden stat underrettes, så arbejdets udførelse kan kontrolleres. Grænsemærkerne tilses i en 3-årig turnus. Hvert 10’ende år (første gang i 1924) afholdes en fælles grænseinspektion, hvor repræsentanter for hver stats myndigheder deltager. Der skrives protokoller, og særlige tiltag vedrørende grænselinjen for de kommende 10 år vedtages. Den 10-årige fælles grænseinspektion afholdes på skift og tjener ligeledes til pleje af samarbejdet og de gode relationer landene imellem.
Grænsen flyder med strømmen
Den dansk-tyske grænse snor sig på tværs af Jylland og er sammenfaldende med midten af åer og vandløb på en stor del af strækningen. Grænsen flytter sig således ganske lidt i takt med vandløbenes forskydninger. Den forløber i et varieret terræn, fra tunneldalenes bøgeskove i øst, til det flade vandplagede marskland i vest.
Grænsen er detaljeret beskrevet i et såkaldt ”grænseatlas”, i form af måleblade og koordinatlister. Grænseatlasset beskriver grænselinjen på land men også i nærkystområder, ud gennem Flensborg fjord og i Vadehavet ud til indsejlingen mellem Sild og Rømø.
Grænselinjen til lands er over jorden markeret med enten granitsten eller pæle. Pælene bruges der, hvor jordbunden er for blød til at bære en granitsten. Der er i alt 330 stationeringer med enten sten eller pæle. Ved åer eller vandløb findes der en markering både på den danske og den tyske side. Under jorden er stationeringernes placeringer sikret med et net af nedgravede fikspunkter, som benyttes til at genafsætte de sten og pæle, som går tabt.
Dybbøl Mølle markerer grænsen
Grænselinjen til vands er markeret med såkaldte ”grænsebåker”. Stående på land og delvist i vandet, markerer de parvis linjen til vands. De har typisk udformning som sømærker med en forbåke og en bagbåke, når man fra f.eks. et skib ser de to båker på linje, ved man at man passerer grænsen. Især ved Vadehavet er det nogle ganske store konstruktioner, som skal kunne klare det til tider barske klima og skiftende tidevand. Visse steder benyttes eksisterende elementer som markering, således agerer f.eks. Hjerpsted kirke og Dybbøl mølle ”bagbåke”. Grænselinjen til vands dannes af 41 markeringer.