I Danmark stiller vi en masse offentlige data frit til rådighed for myndigheder, virksomheder og private. Det gør vi, fordi det skaber vækst og værdi i samfundet, når vi bruger data.
Det kræver dog, at det er nemt at finde og bruge offentlige data. Derfor lancerer Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) i dag Dataforsyningen:
”Vi skal sikre, at offentlige data er let forståelige og tilgængelige for både offentlige og private. Derfor lancerer vi nu Dataforsyningen, som er vores bud på en enkel og intuitiv indgang til data og informationer om vores land,” siger vicedirektør i SDFE, Stine Leth Rasmussen.
Udvikles sammen med brugerne
For at sikre maksimal fokus på brugervenlighed udvikles Dataforsyningen sammen med brugerne.
Det betyder, at den udgave af Dataforsyningen, som lanceres i dag ikke er et færdigt produkt, men en første version, der løbende vil blive bygget videre på. Ekstra funktionalitet, information og muligheder vil løbende blive tilføjet i dialog med brugerne.
Fra 12. juni er der adgang til udvalgte webservices: Natur- og friluftskortet, Forvaltning og Sagsbehandlingskortet samt en række webservices fra den hydrologiske højdemodel og INSPIRE - harmoniserede geodata der kan bruges sømløst på tværs af EU. I løbet af efteråret åbnes for yderligere webservices, der henter data fra både Datafordeleren og Kortforsyningen.
Der vil løbende blive afholdt brugertest, som skal godkende ny funktionalitet, før den kan lanceres på Dataforsyningen. På nuværende tidspunkt har mere end 17.000 brugere fra Kortforsyningen sagt ja til at deltage i brugertest.
Det er meningen, at Dataforsyningen på sigt skal afløse Kortforsyningens nuværende hjemmesider. Dermed bliver det nemmere for brugerne at overskue og kombinere forskellige data.