Grunddataprogrammet skaber bedre sammenhæng mellem adresser og CPR

02-10-2018

CPR-registret henter fremover adresser fra Danmarks Adresseregister

Husnummer 2

Den 30. september overgik CPR-registret til automatisk at hente adresser og veje fra de autoritative adresser i Danmarks Adresseregister, således at adresser i fremtiden kun ajourføres et sted. Fremover vil det være sådan, at hver gang der sker en ændring i en adresse i Danmark, så slår det automatisk igennem i CPR.

Bedre sammenhæng i data fra forskellige myndigheder er et vigtigt element i Grunddataprogrammet og arbejdet med at gøre den offentlige sektor mere effektiv. 

Offentlige myndigheder, virksomheder og borgere kan hente fuldstændige og opdaterede adressedata fra den fællesoffentlige Datafordeler, som er bygget til at udstille sammenhængende danske grunddata ét sted. De samme adressedata kan fortsat hentes via Danmarks Adressers Web API (DAWA).

Adresser er vigtige for samfundet

Den automatiske opdatering mellem Danmarks Adresseregister og CPR markerer samtidig afslutningen på de sidste dele af det fællesoffentlige adresseprogram, som har omfattet en lang række forbedringer af data fra adresseregistret, stednavneregisteret, registret over administrative inddelinger, samt de systemer som bruges til at opdatere, vedligeholde og distribuere disse data.

Adresseprogrammets data anvendes overalt i stat og kommuner, i virksomheder og i systemer, som borgere bruger på nettet. De danner f.eks. grundlag for arbejdet hos politi, beredskab og i transportbranchen, som alle er afhængige af at kende til præcise adresser, lokationer og stednavne for at kunne løse deres opgaver.

Adresseprogrammet har også omfattet ændringer af adresseloven, hvor de sidste dele blev sat i kraft den 30. september 2018.    

Gode grunddata skaber vækst og effektivisering

Adresseprogrammet er en del af det større Grunddataprogram, som er et samarbejde mellem staten, regionerne og kommunerne. Det omfatter en lang række forbedringer af data om personer, virksomheder, bygninger, ejendomme, med mere. Grunddataprogrammets formål er at skabe bedre sammenhæng mellem data og at forbedre de systemer, som opdaterer, vedligeholder og distribuerer data.

SDFE er registermyndighed for adresseregistret, stednavneregistret og registret over administrative inddelinger.