Stor vækst i brugen af data

08-03-2018

I 2017 steg væksten i brugen af geografiske data endnu engang markant. Det viser, at data – lige som vand, varme og el – er afgørende for, at et moderne samfund kan fungere

Forespørgsler til Kortforsyningen

Data til at finde vej, data til at følge nedbør eller data til at lave et kort. Der findes mange anvendelsesmuligheder til SDFE’s data, og det afspejler sig i efterspørgsel af data.

Anvendelsen af de frie geografiske data har været konstant stigende de sidste år. SDFE’s to distributionskanaler Kortforsyningen og AWS oplevede i 2017 en vækst på henholdsvis 32 procent og 70 procent.

Øget interesse for data om vand

Kortforsyningen rundede i 2017 hele 4,5 mia. forespørgsler, og det skyldes ikke mindst danskernes interesse for oversvømmelser. Kortforsyningen oplever nemlig en stigende interesse for Danmarks Hydrologiske Højdemodel, der kan vise, hvilke områder der er særligt udsatte, hvis vi får skybrud eller stormflod.

Det er en viden, som er interessant for eksempelvis boligkøbere, og derfor har boligsiden Boliga.dk tilføjet et SDFE-kort til deres hjemmeside, som viser risikoen for oversvømmelse ved skybrud.

Den hydrologiske Højdemodel bruges naturligvis også af myndighederne i forebyggelsen af effekter ved klimaforandringerne

Stor efterspørgsel på adressedata

Distributionskanalen AWS indeholder Danmarks adresseregister, og der var stor efterspørgsel på adresser i 2017. 1,5 mia. forespørgsler blev det til i 2017, hvilket er en markant stigning i forhold til 0,9 mia. forespørgsler i 2016.

En af de store brugere af adressedata er Rejseplanen.dk, som bruger data til at lave en præcis rutebeskrivelse mellem adressen og stoppestedet. I 2017 har SDFE tilføjet vejpunkter til de danske adresser, hvilket gør rutebeskrivelsen mere præcis, fordi vejpunkterne kan tage højde for lokale forhindringer, såsom jernbaner eller vandløb, som skal krydses for, at man kan komme fra A til B.

Vejpunkterne er også en vigtig hjælp til beredskabet, der ofte har brug for at vide, hvordan man kommer hurtigst frem til en given adresse.

Forbedret adgang skal forløse potentialet

Den store stigning i brugen af data vidner om et stort potentiale for at bruge data i både den offentlige og den private sektor. Derfor arbejder SDFE løbende på at sikre en lettere og mere intuitiv adgang til data, som ikke kræver særlig teknisk eller datamæssig viden og kompetence. Det betyder, at brugerne selv skal kunne sammensætte og håndplukke de data, som de har brug for.