Nu starter årets fotoflyvninger

23-03-2018

I 2018 foretager SDFE en forårsfotografering, en laserscanning og en sommerfotografering

Fly på blå himmel

Det spirende forår betyder ikke kun varmere temperaturer og længere dage. Det betyder også, at SDFE sætter gang i de årlige fotoflyvninger, hvor vi samler data ind ved at fotografere Danmark fra oven.

Første fotoflyvning fandt faktisk sted allerede i midten af marts, hvor de første fly gik på vingerne for indsamle data til GeoDanmark. I april og maj følger så henholdsvis en laserscanning og en sommerfotografering.

De mange indsamlede data er vigtige for at skabe et aktuelt billede af det danske landskab, så myndighederne har et retvisende grundlag at forvalte ud fra.

Forårsfotografering

Forårsfotograferingen foregår i regi af GeoDanmark-samarbejdet. Flyvningen startede allerede for et par uger siden, og den løber frem til 1. maj, hvis alt går vel. Der kan nemlig kun fotograferes i helt skyfrit vejr og skal være færdige, inden der kommer blade på træerne.

Data fra fotograferingen bruges til ajourføring af de fælles statslig-kommunale GeoDanmark ortofotos samt GeoDanmark-vektordata om bl.a. veje, byg­ninger, vandløb mv. Fotograferingen foretages i hele landet, og billederne tages i en opløsning på 15 cm.

Laserscanning

Årets laserscanning starter i begyndelsen af april og løber frem til juni måned. Formålet med laserscanningen er at indhente data til Danmarks Højdemodeller, der blandt andet kan vise, hvor der kan komme oversvømmelser i tilfælde af skybrud og andet ekstremt vejr.

I år scanner vi Mols, Fyn og Lolland-Falster samt spidsen af Djursland, og planen er, at hele landet er blevet ajourført i løbet af fem år. Scanningen foretages fra lav flyvehøjde med en høj opløsning på 8 punkter per m2.

Sommerfotografering

Fra midten af maj og to måneder frem foretager SDFE årets sommerfotografering på vegne af flere offentlige samarbejdspartnere. Modsat forårsfotograferingen giver sommerfotogaferingen mulighed for et billede af det danske landskab, som det tager sig ud, når der er kommet blade på træerne. Slutprodukt fra sommerfotograferingen er et landsdækkende ortofoto til anvendelse i SDFE og hos vores offentlige partnere.

Fotograferingen foregår i hele landet og foretages ved høj flyvehøjde, og med en opløsning på 20 cm.

Adgang til data

Alle flyvninger foretages af eksterne producenter. Når data er indsamlet, går SDFE i gang med en større bearbejdning. I sensommeren forventes SDFE at være klar med de såkaldte Quick Ortofotos, mens de øvrige data (forårsfotos og -ortofotos, sommer ortofotos samt en ny ajourført højdemodel) vil blive tilgængelige i løbet af efteråret.

GeoDanmarks forårs Quick Ortofoto og ortofoto samt SDFE’s Danmarks Højdemodel udstilles som frie data, medens de øvrige datasæt kan erhverves ved henvendelse til SDFE.

Læs om vores forskellige fotoflyvninger og følg den aktuelle status for indsamlingen af data