GeoDanmark, samarbejdet mellem SDFE og kommunerne om geodata, har lanceret ny strategi, der udstikker retningen for samarbejdet i de kommende år.
Den nye strategi sætter fokus på, at GeoDanmark-data kan give endnu større værdi i den offentlige forvaltning på tværs af sektorer. GeoDanmark vil over for både beslutningstagere og daglige brugere anskueliggøre og udbrede viden om værdiforøgelsen, som kan opnås ved at udnytte geodata.
Fire indsatsområder sætter retningen
Strategien opererer med fire indsatsområder. Først og fremmest skal GeoDanmark fortsat være med til at skabe bedre beslutningsgrundlag for offentlige myndigheder.
GeoDanmark vil også rette større fokus mod at identificere og opsøge fremtidens forvaltningsbehov, hvor geodata kan gøre en forskel.
Det er også et indsatsområde at forbedre forvaltningsgrundlaget for andre fagområder, end der hvor GeoDanmark-data typisk anvendes i dag. Det kunne eksempelvis være på sundheds- eller miljøområdet.
Endelig er det et indsatsområde, at GeoDanmark bidrager til at styrke fremtidens offentlige samarbejde ved at udgøre et godt eksempel på et tillidsfuldt samarbejde på tværs af offentlige myndigheder.
Nyt IT-system gør det muligt
Den nye strategi bliver understøttet af, at SDFE og kommunerne har anskaffet nyt IT-system, GeoDK. GIS-medarbejdere som sidder rundt omkring i kommunerne og i staten, får med den nye IT-understøttelse bedre mulighed for at vedligeholde og forbedre data.
Det bliver nemmere at knytte geografiske data fra GeoDanmark sammen med fagdata fra andre forvaltninger, således at viden kan deles på tværs. Det nye system vil således understøtte integration med andre forvaltningssystemer, så myndighederne kan realisere det potentiale, der ligger i at dele data.