SDFE råder over mange data af høj kvalitet, som bruges hver eneste dag overalt i den offentlige forvaltning. Men der er fortsat et stort potentiale for at skabe en mere effektiv offentlig sektor – og også privat vækst – ved øget brug af data.
Hvis samfundet skal høste endnu mere værdi af SDFE’s data, kræver det, at vi stiller skarpt på, hvordan de bliver brugt, hvor der er nye potentialer for brug af data, og hvad der skal til for, at vi kan realisere potentialet. Her kan ”business analytics” hjælpe os.
Ved at analysere på hvem der bruger vores data og hvordan, kan SDFE fremadrettet udvikle og skræddersy data og den måde, vi stiller dem til rådighed på. Ligesom man i den private sektor udvikler sine produkter ved at analysere på forretningsdata, skal SDFE på samme måde forstå at udvikle vores service og ydelser ved at analysere på egne data.
Derfor etablerer SDFE nu en Business Analytics-enhed, der skal øge vores viden om, hvordan vores data bliver brugt – både i bredden og dybden. SDFE har både brug for at følge med i den løbende brug af vores data og for viden fra mere fokuserede analyser, der bl.a. kan fortælle os noget om mønstre i brugen af data, særligt avancerede brugere mv.
Analyse og dialog
Business Analytics-enheden startede sit arbejde ved årsskiftet, og lige nu arbejdes der på at få selve analyseapparatet på plads. Herefter vil enheden kaste sig over det egentlige arbejde med analyserne.
SDFE ønsker at frigive tid og penge i den offentlige forvaltning. Et vigtigt fokusområde for Business Analytics-enheden vil derfor være at give SDFE viden om, hvilke offentlige forvaltninger, der har taget anvendelsen af vores data til sig som en integreret del af forvaltningsprocesserne og hvordan. Dataanalyserne vil også danne grundlag for mere kvalitative analyser, hvor vi går i tættere dialog med brugerne af vores data.