Energi-, forsynings- og klimaministeren har udsendt en pressemeddelelse om Gummestøvleindekset. Læs pressemeddelelsen på KEFM.dk.
Når by og land oversvømmes af havvand i forbindelse med for eksempel en stormflod, er det godt at vide, hvor man kan færdes i gummistøvler, hvor man kan komme frem i bil, og hvor det er bedst med en gummibåd.
Svarene på de spørgsmål findes i SDFE’s Gummistøvleindeks (DHM/Gummistøvleindeks havvand), der kan bruges til at finde ud af, om det er tilstrækkeligt at iføre sig gummistøvler, hvis man skal bevæge sig ud i et oversvømmet område, eller om der skal mere avanceret udstyr til.
Præcist billede af fremkommeligheden
Gummistøvleindekset viser, hvor der vil blive oversvømmet ved stormflod eller andre havvandsstigninger. Men det leverer ikke blot en information om, at et område risikerer at blive oversvømmet. Gummistøvleindekset viser også vandstanden i 10 cm intervaller i en overskuelig farveskala, så man umiddelbart kan se hvor dybt der risikerer at være. I beregningerne indgår også højden på veje, så det giver et meget præcist billede af fremkommeligheden i et oversvømmet område. Ofte ligger veje nemlig højere end de omkringliggende områder.
Udviklet til beredskabet
Gummistøvletindekset er udviklet til brug for beredskabet, som har behov for at vide, hvor der er risiko for oversvømmelser, og hvor man kan færdes i områder, som allerede er oversvømmet, så man kan træffe de rette foranstaltninger hurtigst mulig og mindske skaderne.
Gummistøvleindekset skal ses som et supplement til de data, der i dag anvendes af beredskabet og vil give beredskabet et bedre visuelt overblik over oversvømmelser, end de nuværende værktøjer kan. Data er allerede tilgængelige for Beredskab Øst, Hovedstadens Beredskab og Beredskabsstyrelsen.
Gummistøvleindekset er frie data
Gummistøvleindekset findes som en web-tjeneste, der for eksempel kan bruges i beredskabernes eksisterende applikationer. Herudover er Gummistøvleindekset en del af SDFE-kortviser, hvor havvandsstigningen kan visualiseres sammen med kortviserens forskellige korttyper og anvendes i kortviserens værktøjer i øvrigt.