Den første højdemodel over Arktis er klar

24-10-2017

Højdemodellen er en del af en række data, som løbende bliver tilgængelige som en del af det fællesarktiske initiativ, Arctic SDI (Spatial Data Infrastructure)

Solnedgang over Nuuk

Med både klimaforandringer og stigende nationale og kommercielle interesser i Arktis er pålidelige data over området afgørende for at skabe et solidt beslutningsgrundlag for myndighederne.

Derfor er Danmark, repræsenteret ved SDFE, med i det fællesarktiske initiativ, Arctic SDI, som har til formål at etablere en fællesarktisk geografisk infrastruktur med bidrag fra de otte lande, som sidder med i Arktis Råd.

Nye amerikansk producerede arktiske højdedata er nu tilgængelige på den fælles platform Arctic SDI Geoportal. Det er første gang, der er adgang til en fælles højdemodel over hele det arktiske område. Højdedata har især været efterspurgt til mere præcis viden om geografien i afsides områder og til konsekvensvurderinger af klimaforandringer.

Ud over højdedata er der en række nye og forbedrede services på portalen, hvor brugerne ved anvendelse af portalens baggrundskort kan lægge egne temalag på baggrundskortet, der kan søges i navnedatabasen og der kan søges efter tilgængelige datasæt.

Ny rapport beskriver aktiviteterne nærmere   

De nye data på portalen kommer i forbindelse med en to-årsrapport, som det amerikanske formandskab har udgivet. I rapporten omtales endvidere udgivelsen af en manual, som med fordel kan studeres af de institutioner og konsulentvirksomheder, der ønsker at få distribueret deres data på en sådan måde, at deres data kan anvendes i bredere sammenhænge.

Rapporten Arctic Spatial Data Infrastructure - 2015-2017 Biennial Report kan hentes her

Om Arctic SDI Geoportal

Portalen indeholder en række services og værktøjer:

  • Det digitale topografiske kort for hele Arktis (Arctic SDI Basemap), hvor data trækkes direkte fra de nationale kortforsyninger hos de otte medlemslande i Arktisk Råd
  • En søgefunktion for arktiske geodata (Metadata Service)
  • Stednavne-service samt en række af de mest anvendte tematiske datalag for Arktis

En række værktøjer for brugerne bl.a. til at udvikle kort, der kan kombinere brugerens egne data med geoportalens datalag samt en funktion til at eksportere disse kort til egne websites

Gå til Arctic SDI Geoportal