Åbningen for Danske Stednavne på Datafordeleren er et stort skridt i implementeringen af det fællesoffentlige Grunddataprogram , hvor et af de centrale mål er at samle offentlige grunddata af høj kvalitet på én distributionskanal nemlig Datafordeleren.
Planen er, at Datafordeleren på sigt skal afløse en række offentlige distributionsløsninger og sikre, at myndigheder og virksomheder får nem og sikker adgang til grunddata i ét samlet system frem for mange forskellige systemer og snitflader.
Nye muligheder med datafordeleren
Danske Stednavne kan kaldes som WFS-tjenester på Datafordeleren. Som noget helt nyt kan brugerne også abonnere på hændelser i datasættet. Det vil sige informationer om, hvornår og hvordan data bliver opdateret eller på anden vis ændrer sig. Dette vil i øvrigt gælde flere af de registre, som løbende bliver tilgængelige på Datafordeleren.
Der er planlagt en paralleldrift i et år, således at WFS-tjenesterne fra Danske Stednavne i en overgangsperiode bliver distribueret fra både Kortforsyningen og Datafordeleren.
I fuld drift i 2018
SDFE har ansvaret for Datafordeleren og huser samtidig Datafordelerens driftsorganisation. Datafordeleren åbner i løbet af 2018 trinvist for adgangen til flere og flere grunddata. I 2018 vil Datafordeleren endvidere være i fuld drift teknisk med flere typer af tjenester.
Læs mere om, hvilke data der er adgang til