I Danmark vil vi fremover opleve hyppigere tilfælde af mere ekstremt og vådt vejr i form af kraftigere regnskyl og storme. Det betyder, at vi i højere grad end tidligere bliver udsat for vand, både fra havet og fra ekstremregn. Derfor bliver vi nødt til at kunne håndtere de større vandmængder bedst muligt og være i stand til at træffe kloge beslutninger om de mest hensigtsmæssige klimasikringsløsninger, så vi kan imødegå risikoen for oversvømmelser. Heldigvis kan gode data og værktøjer baseret på data hjælpe os.
Danmarks Hydrologiske Højdemodel og de nye analyseværktøjer, som er blevet til i regi af det fællesoffentlige grunddataprogram, hjælper os godt på vej, både når beredskabet skal håndtere vandmasserne i akutte situationer ved fx stormflod, og når kommunerne skal finde ud af, hvordan de bedst og mest effektivt kan klimasikre by og land.
De nye hydrologiske højdemodeller gør, at man kan regne ud, hvordan vandet vil løbe i landskabet ved oversvømmelser, hvilket har gjort det muligt at udvikle et screeningsværktøj, der kan visualisere forhøjet havvandstand i din kommune eller forøge regnmængden på din ejendom efter et skybrud, og dermed give et billede af risikoen for oversvømmelse.
Med Danmarks hydrologiske højdemodel leverer vi en vigtig brik til den viden og det datagrundlag, der er nødvendigt for, at myndigheder, virksomheder og borgere kan træffe oplyste beslutninger om, hvordan vi bedst sikrer os mod vandmasserne. Men der er brug for et vedvarende fokus på hele tiden at udvikle og vedligeholde data og værktøjer. I regi af den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er det derfor besluttet at etablere et samarbejde på tværs af myndigheder, så vi arbejder strategisk og koordineret med at sikre gode data til bl.a. vandforvaltning og klimasikring. Du kan læse mere om initiativet om fælles data om terræn, klima og vand.