Stor stigning i anvendelsen af SDFEs data i 2016

31-01-2017

Data fylder mere og mere i vores samfund. Det fremgår tydeligt, når man ser på anvendelsen af de data og tjenester, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering stiller til rådighed. Den store stigning i brugen af data tegner et billede af, at offentlige myndigheder i stadigt større omfang bruger offentlige data til at løse deres opgaver bedre og mere effektivt. Samtidig bidrager data også til at skabe vækst i private virksomheder

Stigningen dækker over større anvendelse af både Kortforsyningen og AWS-suiten (Adresse Web Services).
Kortforsyningen leverer bl.a. baggrundskort og luftfotos, som anvendes i flere populære applikationer som f.eks. Rejseplanen og Danmarks Arealinformation. AWS Suiten leverer data på aktuelle adresser. AWS-suiten anvendes af både offentlige og private it-systemer, herunder tinglysning.dk, boligejer.dk, tastselv.skat.dk, boligstoette.dk, domstol.dk og sundhed.dk.

Større efterspørgsel og flere brugere

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering registrerede i 2016 mere end 3,3 mia. forespørgsler på Kortforsyningens webservices, hvilket er en stigning på 21 procent i forhold til året før. Der var i 2016 næsten en milliard forespørgsler i AWS-suiten, hvilket er en stigning på 225 procent i forhold til året før.

Graf: Antal forespørgsler på Kortforsyningen Graf: udviklingen i trækket på Kortforsyningens webservices fra 2010 til 2016

Bagved den øgede anvendelse af data ligger en vækst i antallet af anvendere, så der i dag er over 60.000 brugere af Kortforsyningen, mens AWS Suiten anvendes af ca. 1700 it-systemer. Data fra Kortforsyningen og AWS-suiten anvendes derfor af mange mennesker gennem anvendelsen af mange andre IT-systemer.

SDFE arbejder for at øge anvendelsen af data, så de danner grundlag for gode beslutninger, vækst og effektive arbejdsgange.