For at kunne træffe de rigtige beslutninger er det nødvendigt at have et godt beslutningsgrundlag. SDFE arbejder for, at data bliver en del af dette beslutningsgrundlag. Derfor samarbejder vi i 2018 på tværs af den offentlige sektor for at sikre, at vi har gode, solide data til rådighed.
Samtidig har vi også et vedvarende fokus på, at vores frie data skal gøre den offentlige sektor mere effektiv og skabe vækst i den private sektor.
Samarbejde på tværs
En del af samarbejdet på tværs vil ligesom tidligere år foregå i regi af Grunddataprogrammet. I slutningen af 2017 gik Den Fællesoffentlige Datafordeler i drift med Danske Stednavne som det første register, og i 2018 vil der komme endnu flere grunddata på Datafordeleren.
Initiativet Fælles Data om Terræn, Klima og Vand er en del af Den fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi. Initiativet skal sikre samarbejde mellem myndigheder, så der kan skabes et bedre datagrundlag. Datagrundlaget skal bl.a. understøtte myndighedernes forebyggende arbejde mod konsekvenserne af klimaforandringer. I 2018 starter flere projekter under initiativet.
SDFE har et mål om at skabe værdi i andre myndigheders forvaltning, og det er i den forbindelse at et samarbejde med Skatteministeriet om at levere geografiske informationer om samtlige ejerboliger skal ses. De geografiske informationer skal bidrage til den kommende ejendomsvurderingsmodel. Projektet er i fuld gang, og i efteråret 2018 skal SDFE levere de endelige geografiske informationer.
Fremtiden byder på mere præcis positionering
En opgave med spændende fremtidsperspektiver er arbejdet med positionering ved brug af satellitdata. Flere satellitter i luften og den hastige teknologiske udvikling gør det muligt i den nærmeste fremtid at navigere meget mere præcist ved brug af satellitter. Potentialerne er store, men de er også relativt uudforskede. I 2018 vil SDFE oprette et testområde i Aarhus, hvor interesserede aktører kan udforske mulighederne i at anvende satellitdata til nøjagtig positionering.
Ledninger i jorden sættes i system
På programmet for 2018 er også arbejdet med at udvikle Ledningsejerregistret. I december vedtog Folketinget en revidering af LER-loven. Den nye lovgivning skal sikre, at oplysninger om ledninger i jorden bliver digitaliseret og sammenstillet, så det bliver sikrere og mere effektivt at udføre gravearbejde.
Derfor skal der i 2018 blandt andet implementeres et samgravningsmodul, som gør det at finde andre aktører, som man kan grave sammen med, så man kun skal bryde jorden en gang.
Du kan læse mere om SDFE’s opgaver i 2018 i Mål- og resultatplan 2018