Februar 2023
Terrænet i Grønland er uvejsomt, men naturens store skønhed og de store arealer gør samtidig verdens største ø til et oplagt mål for vandrere.
Det er dog ikke uden risiko at bevæge sig rundt i den grønlandske natur. Terrænet er mange steder udfordrende, afstande og højdeforskelle er store, og vejret kan hurtigt skifte til det værre.
Gode vandrerkort er derfor vigtige for at kunne færdes sikkert i naturen, og netop sikkerhed ved færdsel i naturen var en af mange årsager til, at det blev besluttet at lave en nykortlægning af Grønland.
Designer nye vandrekort
Udvalget for Vandreturisme i Grønland (UVG) er en selvejende institution, som blev stiftet i 1973, som har til formål er at fremme interessen for vandreturisme i Grønland.
Her har man hurtigt sat gang i produktionen af nye vandrekort på baggrund af det nye kortgrundlag. UVG er i gang med at udarbejde fem kortblade over udvalgte områder i Sydgrønland. De nye kortblade skal høre til den vandreguide over Sydgrønland, som UVG i øjeblikket er ved at forfatte og vil udgive senere på foråret.
”Vi bruger programmet QGIS til selv at designe de nye kortblade, så de opfylder præcis de behov, en fjeldvandrer har. Det gælder bl.a. målestoksforhold, farver på landområder i forskellige højder, kortbladenes udstrækning og størrelse. Vi kan selv bestemme afstanden mellem højdekurverne, stregfarve og -tykkelse, som er afgørende for kortets anvendelighed i terrænet; ja selv skriften på tallene på højdekurverne og hvor tæt, tallene står, kan vi selv bestemme, og det hele er vi ovenud tilfredse med,” siger Morten Jørck fra UVG.
UVG’s arbejde med de nye kort startede egentlig allerede i sommeren 2022, hvor SDFI var begyndt at udstille de første data fra den ny kortlægning.
”Vi har under en rekognosceringsrejse i Grønland i sommeren 2022 sammenlignet foreløbige versioner af kort baseret på det nye kortgrundlag med virkeligheden og et ældre, velrenommeret kort, som vi gik efter. For de elementer, vi skal bruge, er der god overensstemmelse, og derfor er vi trygge ved at benytte de nye data som grundlag for vores nye kortblade over Sydgrønland,” siger Morten Jørck.
Første samlede kortlægning af det åbne land nogensinde
Med udgangen af 2022 afsluttede Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur den første samlede kortlægning af Grønland nogensinde. Data fra projektet er frit tilgængelige for alle
Kortlægningen er gennemført i samarbejde med Grønlands Selvstyre, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden)