I medfør af offentlighedsloven skal en forvaltningsmyndighed, f.eks. en styrelse, på myndighedens hjemmeside give borgerne information om sin virksomhed. Denne information kan f.eks. være information om myndighedens organisatoriske forhold, økonomiske forhold, målsætninger eller information om myndighedens arbejdsområder. Informationen omfatter også oplysninger om eller links til nævn og udvalg, som er nedsat med hjemmel i lovgivning, som myndigheden administrerer, og links til hjemmesider, som har betydning for myndighedens virksomhed. Forvaltningsmyndigheden skal desuden fastsætte retningslinjer vedrørende den nævnte informationspligt.
På den baggrund har Klimadatastyrelsen fastsat følgende retningslinjer:
1. På Klimadatastyrelsens hjemmeside www.klimadatastyrelsen.dk skal følgende information fremgå:
- Overordnet information om Klimadatastyrelsens arbejdsområder
- Overordnet information om Klimadatastyrelsens organisation, herunder organisationsdiagram og strategi
- Aktuelle nyheder vedrørende Klimadatastyrelsens arbejdsområder
- Væsentlige publikationer
- Årsrapporter og Mål- og resultatplaner
- Information om Klimadatastyrelsens produkter og ydelser
- Information om eller link til nævn, råd og udvalg, som er nedsat med hjemmel i lovgivning, som Klimadatastyrelsen administrerer. For tiden er dette Samordningsudvalg vedrørende infrastruktur for geografisk information
2. På Klimadatastyrelsens hjemmeside www.klimadatastyrelsen.dk skal følgende links fremgå:
- Link, der henviser til alle gældende love og administrative regler på Klimadatastyrelsens område.
- Link til Datafordeleren
- Link til GeoDanmarks hjemmeside
- Link til INSPIREdanmark’s hjemmeside
- Link til hjemmesiden Danmarksadresser.dk
- Link til Ledningsejerregistrets hjemmeside
- Link til Skråfotos
- Link til Dataforsyningen
3. De nævnte oplysninger ajourføres løbende, således at det sikres, at de pågældende oplysninger på ethvert tidspunkt fremstår retvisende.
Retningslinjerne er gældende fra 1. maj 2020.