Udviklingen inden for GNSS-teknologier, som fx Galileo og GPS går hurtigt, og det er i dag muligt at måle mere nøjagtigt end tidligere. Den forbedrede nøjagtighed betyder, at GNSS-signaler i højere grad kan benyttes til opmåling, når der skal opføres en ny bygning eller anlægges infrastruktur som veje og kloakker, hvor det er vigtigt med en korrekt højde. En korrekt højde kan have stor betydning for levetiden for fx veje og kloakker, mens højde på et dige er afgørende for, om det kan holde vandet ud
For at kunne udnytte GNSS-teknologiernes nøjagtighed til fulde er det nødvendigt med en geoidemodel, som er tilsvarende nøjagtig.
Derfor har Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur i samarbejde med DTU Space genberegnet den danske geoidemodel, så den nu er endnu mere nøjagtig.
Hvad er en geoidemodel?
En GNSS-modtager bruger satellitsignaler til at måle højde og position i forhold til jordens centrum. Det kan gøres ret nøjagtigt, men den højde, som man i virkeligheden har brug for, er højden i forhold til havoverfladen (også kaldet koten), da det er den højde, som man bruger som udgangspunkt, når man skal bygge. Forestiller man sig at jorden var dækket af et globalt hav, så ville geoiden være sammenfaldende med havoverfladen:
”Et GNSS-signal kan ikke tage højde for, at jorden faktisk ikke er kuglerund, og at der lokalt er store variationer, som fx gør, at havet ved den jyske vestkyst ikke er i samme højde, som havet ved Møns Klint,” siger Kristian Keller, der er geodæt i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Havniveauet påvirkes altså af lokale danske variationer i tyngdekraften og geoidemodellen er en beregnet model over dem:
”De lokale variationer skyldes blandt andet forskelle i de jordlag, der ligger under jordoverfladen. Fx er der stor tyngdekraft på Bornholm, hvor undergrunden består af klipper, mens området ved Mønsted Kalkgruber omvendt ikke har meget tyngde, og det har altså betydning for bestemmelse af højden over havoverfladen,” siger Kristian Keller.
Geoidemodellen fungerer som en slags nøgle, der gør muligt at oversætte GNSS-signalets højde til den virkelige højde over havet. Landmålere og andre, der skal opmåle, lægger geoidemodellens data ind i deres udstyr. Den nye geoidemodel har en nøjagtighed på omkring 0,5 cm.