Grøn digitalisering i verdensklasse hviler på en teleinfrastruktur i verdensklasse

Publiceret 05-05-2022

Der er fremadrettet behov for at styrke sammenhængen på tværs af digitale infrastrukturer som fundament for en øget brug af data og anvendelse af nye teknologier. Derfor overføres teleområdet til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. For bedre at favne den samlede opgaveportefølje skifter styrelsen samtidig navn til Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI)

nordvest

Teleområdet er gennem god dækning, adgang til bredbånd og udvikling af mobil teknologi en nødvendig forudsætning for en digital hverdag og et moderne samfund i udvikling. Med flytningen af teleområdet til den nye SDFI er det ambitionen at styrke og fremtidssikre fundamentet for den digitale udvikling ved at samle myndighedsansvaret for stedbestemt information, grunddata, bevægelsesdata og teleområdet i én styrelse.

Der skabes hermed et solidt grundlag for, at sammenhænge mellem og på tværs af dataplatforme, netværk og digitale infrastrukturer udnyttes bedre og understøtter øget brug af data og anvendelse af nye teknologier. Desuden sikres, at stedbestemt data om det åbne land, herunder kortdata, og data om den nedgravede infrastruktur, mere enkelt kan udnyttes til at sikre telebranchens muligheder for at etablere fysisk infrastruktur.

Jeg er glad for at vi nu samler teleområdet med stedsbestemt information, grunddata og bevægelsesdata i SDFI. Det betyder, at Danmarks gode datafundament bliver endnu stærkere. Kombinationen af geografiske grunddata, datadistribution og teleinfrastruktur udgør sammen et solidt fundament for udveksling af data mellem sektorer og nye teknologier.

Og så ser jeg meget frem til at byde de dygtige medarbejdere og ledere fra teleområdet velkommen i vores nye styrelse,” siger Kristian Møller, direktør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Oprettelsen af den ny styrelse sker i forbindelse med lanceringen af regeringens digitaliseringsstrategi, hvor regeringen vil styrke og fremtidssikre fundamentet for den grønne digitale udvikling ved at samle myndighedsansvaret for stedbestemt information, grunddata, bevægelsesdata og teleområdet i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Flytningen af Teleområdet sker i praksis den 7. juni 2022, hvor også Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering skifter navn til Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur..