ladestander

Danmarks ladestanderdata i realtid

Klimadatastyrelsen indsamler nu data om offentlige tilgængelige ladepunkter i realtid og stiller dem frit til rådighed. Data over ladepunkter er med til at fremme den grønne omstilling - særligt omstillingen til el-biler.

Som en del af Digitaliseringsstrategien 2024 – 2027 er der etableret en ny it-løsning: Ladepunktsdata i realtid. Løsningen giver adgang til standardiserede og ajourførte ladepunktsdata i Danmark. Dataene modtages direkte fra operatører af ladestandere i realtid dvs. med en øjeblikkelig opdatering. Løsningen validerer og distribuerer data centralt og stiller dem til rådighed via såkaldte åbne API’er, så data frit kan integreres i systemer og tjenester på tværs af sektorer.

På nuværende tidspunkt stiller ladestanderoperatørerne Clever, E.ON og Elby deres data til rådighed via den nye løsning. I løbet af første kvartal af 2026 forventes resten af ladepunktsoperatørerne i Danmark også at komme på løsningen. Når resten af ladepunktsoperatørerne er kommet på, er data over alle offentlige tilgængelige danske ladepunkter samlet ét sted.

Hvilke data stilles rådighed?

Ladepunktsdata-løsningen stiller en række relevante data om ladepunkter i Danmark til rådighed, som skal give et godt overblik over landets ladepunkter både i forhold til ladepunktsegenskaber og nuværende status. Da disse data kommer ind i løsningen og videreformidles i realtid, vil oplysningerne være tilgængelige, når data om faktiske forhold ændres på lokationen. Det er lige fra statiske data om placering til dynamiske data om driftsstatus og tilgængelighed:

  • Driftsstatus
  • Tilgængelighed
  • Tarif
  • Geografisk placering
  • Antal stikforbindelser
  • Stikforbindelsestype
  • Strømtype
  • Ladestationens maksimale effekt (kW)
  • Øvrige datatyper

Få adgang til ladepunktsdata

Alle data fra Ladepunktsdata i realtid er frit tilgængelige via åben API i følgende formater:

  • Realtidsdata: Til navigations- og ruteplanlægningsløsninger.
  • Statistikdata: Til myndigheder og analyser (tilgængelig i løbet af første kvartal 2026)
  • Geodata: Geografiske data om ladepunkternes placering (udarbejdes forventeligt i første halvår af 2026).

Du kan læse mere om, hvordan du får adgang til data fra løsningen på Ladepunktsdata i realtids Confluence side.

Værdifulde data for virksomheder og organisationer

Ladepunktsdata kan være værdifulde for virksomheder og organisationer, der arbejder med:

  • Udvikling af navigations- og ruteplanlægningsapps
  • Elbilflådestyring
  • Planlægning af ladeinfrastruktur
  • Analyse af elbil-brugsmønstre
  • Grøn omstilling og bæredygtig transport

 

 

Har du spørgsmål?

Kontakt vores supportteam på alt.drivmidler@kds.dk.

Hvis du som virksomhed eller organisation har interesse for ladepunktsdata, tilbyder vi gerne et møde, hvor vi fortæller mere om mulighederne for brug af dataene.

Er du ladepunktsoperatør og ikke allerede med?

Hvis du som ladeoperatør vil tilkobles Ladepunktsdata i realtid, er det en forudsætning, at du er registret på IDRO-listen. 

For at blive oprettet på IDRO-listen kan du klikke her.

Løsningen understøtter OCPI version 2.1.1, version 2.2.1 og version 2.3. Versionerne følger EVroaming Foundations OCPI specifikationer.

Ved henvendelse til alt.drivmidler@kds.dk med oplysning omkring partyID vil vi returnere et token A og derved starte tokenudvekslingen.