For at fremme udrulning og anvendelse af ny infrastruktur, som fx 5G, er det vigtigt med klare regulatoriske rammer. Samtidigt bør reguleringen og rammerne være forudsigelige, så usikkerheden omkring investeringer i både forsøg og infrastruktur mindskes mest muligt, da de er det økonomiske fundament for udrulning og anvendelse af 5G.
Netneutralitet
Netneutralitet reguleres gennem en forordning vedtaget i EU, som skal være med til at sikre, at forbrugerne har adgang til et frit og åbent internet. Forordningen sætter rammerne for, hvordan internetudbyderne kan administrere deres net og fordele ressourcer i nettet samt prioritere trafikken i det.
Det betyder, at et neutralt internet ikke diskriminerer trafikken på baggrund af oprindelse eller indhold. Det indebærer derfor, at internetudbyderen skal behandle al trafik lige, og at forbrugerne har ret til frit at få adgang til indhold på nettet og til at bruge de tjenester og det udstyr, de ønsker.
Læs mere om netneutralitet og regulering på teleområdet
Network slicing
Network slicing giver mulighed for, at et mobilnet kan opdeles i flere virtuelle net, der fungerer uafhængigt af hinanden.
Network slicing gør det muligt at tilegne dele af mobilnettet til bestemte formål. Det kunne fx være, at et ”slice” bliver tilegnet til selvkørende biler, hvor behovet for høj pålidelighed er meget stort, mens et andet ”slice” bliver tilegnet fjernaflæsning af el-målere mv. Det giver samtidigt mobiloperatørerne flere nye muligheder i forhold til styring, prioritering og tildeling af kapacitet i mobilnettene. Det gælder særligt den funktion, der giver mulighed for at gøre 5G-nettene ekstremt pålidelige i forhold til de nuværende mobilnet.
Flere interessenter har udtrykt ønske om, at det i reguleringen sikres, at de nye tekniske muligheder med network slicing i 5G-nettene kan anvendes og udnyttes fuldt ud – uden at der derved er konflikt med reglerne om netneutralitet. Styrelsen har indgået et samarbejde med DR og TDC, som blandt andet kan give indsigt i, hvilke konkrete udfordringer netneutralitetsprincipperne medfører i et 5G-net, der understøtter network slicing. Der er indtil videre ikke noget, der tyder på konflikt med netneutralitetsprincipperne. Styrelsen opfordrer til, at teleselskaberne eller andre relevante aktører henvender sig med andre konkrete scenarier, hvor netneutralitetsprincipperne vil give udfordringer i forhold til 5G.
Læs mere om styrelsens arbejde med netneutralitet