Styrelsen har ansvaret for tilsyn med brug af trådløse teknologier på baggrund af lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, herunder tilsyn med, at grænseværdierne for elektromagnetisk stråling (mobilstråling) for bl.a. 3G-, 4G- og 5G-net, overholdes.
Læs brochuren Vores hverdag med mobilstråling
Nedenfor kan du læse nærmere om reglerne og sikkerheden i forbindelse med udbygningen af 5G-nettene.
Hvad er mobilstråling?
Trådløst teknologier som fx mobilantenner udsender elektromagnetisk stråling (mobilstråling), for at vi kan sende og modtage tale, SMS og data på vores mobiltelefoner.
Elektromagnetisk stråling er radiobølger, som udsendes i luften, så du blandt andet kan høre musik i din radio, se tv, bruge din Wi-Fi-router eller mobiltelefon.
Grafikken nedenfor illustrerer, hvad elektromagnetisk stråling eksempelvis anvendes til.
De lave frekvenser (som bruges bl.a. til højspændingskabler, radio, mikrobølger og lignende) kaldes ikke-ioniserende stråling.
De meget høje frekvenser (som er røntgen- og gammastråling) kaldes ioniserende stråling.
Radiobølger til brug for bl.a. mobiltelefoni er i den lave ende af frekvensspektrummet og er derfor en lavenergetisk form for stråling dvs. ikke-ioniserende stråling.
Mobiltelefoner kommunikerer med hinanden ved hjælp af radiobølger (frekvenserne), som sender og modtager fra mobilantennerne.
Når mobiltelefonen både sender og modtager, benyttes radiobølgerne som en bærebølge for kommunikationen, og radiobølgerne transporterer data, tale og SMS mellem de forskellige mobiltelefoner.
En mobiltelefon sender altid kun med den styrke, der er nødvendig for at opnå kontakt til den nærmeste antenne. Radiobølgerne udsendes kun, når der overføres data til og fra mobiltelefonen til mobilantennen.
Hvis der er dårlig mobildækning i det pågældende område, som du befinder dig i, vil din mobiltelefon automatisk skrue op for sendestyrken.
Flere antennepositioner vil altså resultere i en bedre dækning, samt mindre mobilstråling fra din egen mobiltelefon.
Reglerne for mobilstråling
Reglerne om stråling fra radiobølger findes i loven om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. Her står bl.a., at radioudstyr (fx antenner og mobiltelefoner) skal være konstrueret sådan, at det både sikrer beskyttelsen af sundhed for personer og husdyr og samtidig er i overensstemmelse med de fastsatte grænseværdier for eksponering af elektromagnetiske felter.
Det er EU, der fastlægger grænseværdien for stråling fra radioudstyr. Grænseværdien er på 2 Watt/kilogram for biologisk væv, hvor mennesker færdes og opholder sig, og gælder uanset hvilken teknologi, der er tale om, fx 2G, 3G, 4G eller 5G. Det er til gengæld teleselskabernes ansvar, at grænseværdierne overholdes – også i forhold til installation af antenner osv. I lovgivningen om radioudstyr er der også fastsat regler om, at fabrikanter af udstyr, som fx mobiltelefoner og antenner, skal sikre, at udstyret ikke er sundhedsskadeligt og overholder grænseværdierne.
Hvad er 5G?
5G er den femte generation af mobilteknologi og bygger videre på allerede kendte mobilteknologier såsom 2G, 3G og 4G.
Set fra et radioteknisk synspunkt så er 5G ikke anderledes end andre radioteknologier, og der er ingen fundamental forandring, da kommunikationen fortsat bæres af radiobølger på samme måde som tidligere teknologier og frekvenser.
5G er en forbedring af tidligere mobilteknologier, som samtidig sikrer, at vi fremadrettet fx kan hente en større mængde af data hurtigere samt ved højere hastigheder og kortere latenstid (svartid).
5G teknologien benytter faktisk frekvenser, der tidligere er benyttet til fx TV transmittering, trådløs bredbånd og andre typer transmissioner.
Det er SDFI's vurdering rent radioteknisk, at niveauet for den ikke-ioniserende mobilstråling fra en 5G-mobilmast ikke ventes at være højere end fra en tilsvarende, eksisterende 4G-mobilmast.
Øges strålingen med 5G?
Strålingsniveauet kommer fortsat til at ligge langt under grænseværdierne, når 5G-nettet er fuldt udbyggede. Teleselskaberne forventer, at antallet af antennepositioner vil vokse med ca. 15-25 procent frem mod 2025. Og det er vurderingen, at den samlede stråling (elektromagnetisk eksponering) derfor bliver øget med ca. 10-20 procent i forhold til i dag – hvilket stadig er under de fastlagte grænseværdier.
5G og trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde (antenner til 5G)
På nuværende tidspunkt sker udrulningen af 5G primært ved hjælp af eksisterende antennemaster. I Danmark vil vi også begynde at se en ny og mindre type af antenner i land- og bybilledet. Det er trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.
Fordelen ved trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde er, at de kan opsættes på bygninger, lygtepæle m.v., hvor det i dag ikke er muligt at opsætte de større antenner. 5G vil med tiden blive kendetegnet ved, at nettet består af flere og mere tætsiddende antenner i lavere højde. Dette vil sikre en forbedret dækning for den enkelte bruger og digitale løsninger, som benytter 5G (robotter, droner, selvkørende biler m.v.). Når 5G bliver udrullet, vil det medføre, at mobilnettet bliver langt mere fintmasket end de net, vi kender i dag.
Det samlede strålingsniveau ved at benytte 5G og trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde forventes at være lavere end strålingsniveauet fra normale antenner på mobilmaster.
På billedet nedenfor ses et diagram, som i den blå kurve viser elektromagnetisk stråling fra en antenne på en mast. Den grønne kurve viser den tilsvarende elektromagnetiske stråling fra trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Både den blå og den grønne kurve er under grænseværdien, men den grønne kurve er markant lavere i størstedelen af området, selvom der er flere trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.
Forskning i mobilstråling
Helt overordnet er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at der ikke er en sundhedsrisiko forbundet med 5G. Målinger viser, at den samlede stråling fra mobiltelefoner, Wi-Fi og andet apparatur, som i dag udsender ikke-ioniserende stråling (fx mobilstråling), er svag og ligger langt under grænseværdierne for, hvad der er sundhedsskadeligt.
Baseret på viden og forskning på området har Sundhedsstyrelsen ingen grund til at tro, at 5G vil ændre på det. Sundhedsstyrelsen vil følge udviklingen af 5G nøje og vil i takt med introduktionen af 5G være i tæt dialog med Klimadatastyrelsen. Sundhedsstyrelsens hjemmeside vil løbende blive opdateret med information om 5G.
Klimadatastyrelsen er også i løbende i dialog med teleselskaberne, for at sikre at grænseværdierne også overholdes i fremtiden ved overgangen til 5G og vil følge med i relevante 5G-forsøg, så der kan indhentes yderligere viden og erfaring om strålingsniveauerne.
Styrelsens tilsyn med elektromagnetisk stråling
Styrelsen har ansvaret for tilsyn med brug af trådløse teknologier og udstyr, herunder tilsyn med, at grænseværdierne for elektromagnetisk stråling for bl.a. 3G-, 4G- og 5G-net, overholdes. I tilsynet med mobiloperatørerne sikrer styrelsen, at de gældende grænseværdier overholdes. Styrelsens tilsyn består bl.a. i at gennemgå beregninger og målemetoder, som teleselskaberne udarbejder vedr. udstrålingen fra antennerne. Herudover gennemgår styrelsen de kontrolmålinger, teleselskaberne får udført og styrelsen udfører også egne stikprøvemålinger. Ifølge de oplysninger styrelsen har, så bliver grænseværdierne i dag overholdt de steder, hvor mennesker færdes og opholder sig.
Styrelsen er løbende i dialog med Sundhedsstyrelsen og teleselskaberne om overholdelsen af grænseværdierne, også ved udrulning af 5G. Styrelsen vil sikre, at der sker en monitorering af og opfølgning på 5G-udrulningen i Danmark på tilsvarende vis som ved 2G, 3G og 4G, så der løbende indsamles yderligere viden og erfaring om strålingsniveauer.
Det er teleselskaberne, der skal sikre, at grænseværdierne overholdes. Styrelsen fører tilsyn med teleselskabernes overholdelse af grænseværdierne.
Tilsyn i forbindelse med udrulning af nye teknologier og ibrugtagning af flere frekvenser
Udrulningen af nye teknologier og ibrugtagning af flere frekvenser på det danske marked har givet anledning til, at styrelsens tilsyn på området er blevet intensiveret.
Mobiloperatørerne har over for styrelsen præsenteret en samlet metode for sikring af overholdelse af grænseværdier ved opsætning af antennepositioner. Metoden omfatter både generelle og konkrete vurderinger samt beregninger og målinger. Metoden tager udgangspunkt i en række tiltag, der direkte tager sigte på at undgå situationer, hvor grænseværdierne overskrides. Teleselskaberne fik i 2019 foretaget målinger af mobilstrålingen gennem et konsulentfirma, som i alle tilfælde viste, at grænseværdierne var overholdt og lå langt under grænseværdierne.
Mobiloperatørerne har dermed kunnet dokumentere for styrelsen, at grænseværdierne for stråling bliver overholdt. Dokumentationen omfatter både konkrete målinger og også beregnede værdier for strålingen med særligt fokus på områder, hvor koncentrationen af radiobølgerne (mobilstrålingen) er højest.
Læs mere på Teleindustriens hjemmeside
Teleselskaberne har tilkendegivet, at de i forbindelse med deres 5G-udrulning vil foretage testmålinger af strålingsniveauet i samarbejde med myndighederne for at få praktisk viden og sikre, at grænseværdierne fortsat overholdes.
Styrelsen vil på tilsvarende vis som ved 2G, 3G og 4G sikre, at der sker en monitorering af og opfølgning på 5G-udrulningen i Danmark, så der fortsat indsamles yderligere viden og erfaring om strålingsniveauer. Styrelsen foretager også fremadrettet stikprøvemålinger på udvalgte steder for at efterprøve selskabernes dokumentation.
Myndighedsansvar for hhv. Sundhedsstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og Klimadatastyrelsen
Det skal altid være sikkert og forsvarligt at benytte trådløse teknologier. Styrelsen har et tæt samarbejde på tværs af flere offentlige myndigheder, når det kommer til arbejdet med sundhed og sikkerhed for brugen af trådløse teknologier og udstyr. Klimadatastyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen har forskellige ansvarsområder angående trådløs teknologi.
Klimadatastyrelsen
Klimadatastyrelsen er den ansvarlige tilsynsmyndighed i forhold til mobilstråling. Styrelsen fører løbende tilsyn med, at de grænseværdier, der gælder for stråling, overholdes, når frekvenserne bl.a. bruges til 3G, 4G og 5G. Styrelsen administrerer også lovgivningen for frekvenser og radioudstyr samt tildeler frekvenstilladelser til brug for telekommunikation.
Sundhedsstyrelsen
Det er Sundhedsstyrelsens ansvar at give sundhedsfaglig rådgivning. Sundhedsstyrelsen følger de anbefalinger, der er sat i regi af WHO, og følger udviklingen på området i tæt samarbejde med de øvrige nordiske lande. Sundhedsstyrelsen rådgiver SDFI om de sundhedsmæssige aspekter, når det gælder mobilstråling.
Hvis du ønsker at vide mere om de sundhedsfaglige aspekter, så kan du på Sundhedsstyrelsens hjemmeside finde flere informationer.
Sundhedsstyrelsen kan kontaktes på: sst@sst.dk og telefon 72 22 74 00.
Sikkerhedsstyrelsen
Det er Sikkerhedsstyrelsen, som har ansvaret for markedsovervågning af radioudstyr, som markedsføres i Danmark. Dette indebærer, at Sikkerhedsstyrelsen skal sikre, at radioudstyr (dvs. mobiltelefoner, mobiludstyr, wi-fi-routere m.v.) i Danmark lever op til de væsentlige krav i lovgivningen. De væsentlige krav indebærer, at radioudstyret er konstrueret således, at det sikrer beskyttelse af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr.
Sikkerhedsstyrelsen kan kontaktes på: sik@sik.dk og telefon 33 73 20 00