Datainfrastruktur

En velfungerende infrastruktur for data er afgørende for, at den offentlige forvaltning kan yde en bedre og hurtigere service til borgerne.

Datainfrastruktur er ikke så synlig som andre infrastrukturer, som vi kender fra vores hverdag. Fysiske infrastrukturer såsom veje og jernbaner binder steder sammen og gør det muligt at transportere mennesker og varer fra A til B. El- og gasnettet er en anden infrastruktur, som er vigtig i vores dagligdag. Det får mange slags apparater til at virke.  

Datainfrastruktur gør det muligt at transportere data fra sted til sted. Fordi data bliver mere og mere vigtige i forvaltningen af den offentlige sektor og bruges både af politikerne til at træffe beslutninger og af sagsbehandlerne til at træffe afgørelser, er det vigtigt, at datainfrastrukturen fungerer optimalt. Det arbejder vi for i Klimadatastyrelsen.

Styrelsen definerer infrastrukturen for data som de teknologier, politikker, standarder og menneskelige ressourcer, som er nødvendige for, at vi kan indsamle, bearbejde, lagre, distribuere og forbedre udnyttelsen af data.

Infrastruktur for data

Infrastrukturen for data bygger på følgende bærende elementer:

  • Standardisering 
    Standardisering er fælles regler, betingelser, retningslinjer eller karakteristika for data samt tilhørende processer, teknologi og organisation.
  • Metadata 
    Metadata er informationer, der beskriver datasæt og datatjenester, og som gør det muligt at finde, registrere og bruge dem.
  • Datamodellering
    Data kan skabe mere værdi, hvis det bliver muligt at kombinere forskellige datasæt med hinanden. Det sikrer vi ved hjælp af datamodellering

     

 

Principper for udvikling af infrastruktur

Vi udvikler infrastrukturen for data ud fra fem faste principper: 

  • Data skal kun indsamles én gang
  • Data skal vedligeholdes, hvor det gøres mest effektivt
  • Det skal være let at få overblik over, hvilke data og tjenester der findes
  • Data skal kunne anvendes sammen, uanset hvor de kommer fra
  • Der skal være gode betingelser, der sikrer, at data kan blive brugt af mange i mange sammenhænge