Kommuner, som får afslag på en ansøgning om EU-støtte til etablering af wifi-hotspots, har mulighed for at etablere wifi-hotspots uden EU-støtte. Wifi-hotspottet kan etableres i det område, som kommunen har ansøgt om EU-støtte til.
Besked om etablering af wifi-hotspots
Hvis en kommune ønsker at etablere et wifi-hotspot uden at have fået støtte fra EU, skal kommunen give energi-, forsynings- og klimaministeren (Klimadatastyrelsen) besked om det senest 45 dage, efter kommunen har fået afslag på ansøgningen. Ansøgningen skal have levet op til kravene om at få støtte. Hvis kommunen ikke giver ministeren (Energistyrelsen) besked inden for de 45 dage, kan kommunen ikke etablere wifi-hotspottet.
Besked om etablering af wifi-hotspots kan sendes til styrelsen på e-mail til tele@sdfi.dk.
Krav til etablering af wifi-hotspots
Hvis en kommune etablerer et wifi-hotspot, skal denne opfylde følgende krav:
- Adgangen til wifi-hotspottet skal ske på kommunens egen adresse eller på et offentligt tilgængeligt sted, f.eks. en park eller et torv.
- Kommunen må ikke med etableringen af wifi-hotspots skabe et sammenhængende net i et større område.
- Kommunen skal købe etableringen og driften af wi-fi-hotspottet af en privat udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
Eventuelle begrænsninger i wifi-adgangen
Hvis energi-, forsynings- og klimaministeren vurderer, at der er risiko for, at konkurrencen ved etableringen af wifi-hotspots kan blive skadet væsentligt, kan ministeren fastsætte begrænsninger i wifi-adgangen, f.eks. tidsmæssige begrænsninger eller begrænsninger i datamængden.
Reglerne kan findes i § 60 c, stk. 2-4, i teleloven