DAGI indeholder de officielle administrative afgrænsninger i Danmark. Her holder Klimadatastyrelsen styr på de mange grænser i Danmark.
I DAGI-registret er der på nuværende tidspunkt grænser for landets ca. 2200 sogne, 98 kommuner, 5 regioner, 22 retskredse, 12 politikredse, 92 opstillingskredse og ca. 1100 postnumre. Senest er registret blevet udvidet med bl.a. ca. 1400 afstemningsområder og ca. 8000 supplerende bynavne.
Data er frit tilgængelige
DAGI er en del af de fællesoffentlige grunddata. Det betyder, at vi stiller data frit til rådighed for borgere, private virksomheder og den offentlige sektor. Datafordeleren er den officielle distributionsplatform for DAGI.
I Klimadatastyrelsens kortviser har du en let adgang til at se de administrative grænser.
Sådan indsamler vi data om administrative grænser
Grænserne i DAGI er registreret ud fra andre grunddatasæt som eksempelvis GeoDanmarks kystlinje og vandløb, samt Matrikelkortet.
Klimadatastyrelsen er ikke myndighed for grænserne, men er ansvarlig for løbende at vedligeholde registret for grænserne. Der eksisterer samarbejdsaftaler mellem Klimadatastyrelsen og de myndigheder og andre, som har ansvaret for, hvor grænserne går, fx Kirkeministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og PostNord.