Grunddataprisen er en pris, der uddeles af IT-branchen, Dansk IT og Klimadatastyrelsen.
Formålet er at sætte fokus på private virksomheders brug af offentlige data i digitale løsninger, der kan give grobund for vækst, øget eksport og bidrage til at løse store samfundsmæssige udfordringer inden for klima, energi, sundhed med mere
Grunddataprisen 2024 bliver uddelt for tredje gang på konferencen Danmarks Data den 24. oktober. Modtageren bliver en eller flere virksomheder, der har skabt forretningsmæssig værdi med en digital løsning, som benytter grunddata.
Der er ikke krav om specifikke tilhørsforhold eller relationer.
Grunddataprisens sekretariatet har hjemme i Klimadatastyrelsen, men består ligeledes af repræsentanter fra IT-Branchen og Dansk IT. Sekretariatet betjener både jury og det faglige ekspertpanel samt tager sig af det praktiske i forbindelse med nomineringer.
Indstilling til Grunddataprisen 2024
Grunddataprisen 2024 bliver uddelt for tredje gang på konferencen Danmarks Data den 24.oktober i Dansk ITs mødecenter på Vermundsgade 38A, st. v. 2100 København Ø.
Modtageren bliver en eller flere virksomheder, der har skabt forretningsmæssig værdi med en digital løsning, som benytter grunddata. Der er ikke krav om specifikke tilhørsforhold eller relationer.
Indstilling og nominering
Tidsfristen for at indstille projekter til Grunddataprisen er fredag den 23. august 2024. Som et led i processen inviteres alle indstillede til et Meet & Inspire event hos Dansk It den 29. august 2024 fra klokken 10-12. Her vil der være mulighed for, at give et kort 5 minutters IGNITE oplæg, der vil blive optaget og blandt andet videregivet til juryen.
Det er muligt for alle at indstille et projekt til nominering via indstillingsformularen på denne side. Indstillingen skal være udfyldt, afsendt og bekræftet modtaget inden den fastsatte tidsfrist.
Indstilling af et projekt sker ved at udfylde og indsende indstillingsformular med en beskrivelse af projektet, og hvordan det opfylder kriterierne for at modtage Grunddataprisen. Der er også et felt til en kort beskrivelse af de enkelte aktørers roller og indsats i projektet.
Indstillingerne skal sendes via mail til grunddataprisen@sdfi.dk.
Projektet er indstillet, når indstiller har modtaget en mail med en bekræftelse fra SDFI.
Et fagligt ekspertpanel bestående af repræsentanter fra IT-Branchen, Dansk IT og Klimadatastyrelsen nominerer op til tre projekter på baggrund af indstillingerne.
Kriterier og valg af prismodtager
Et projekt er kvalificeret til at blive nomineret, hvis det relaterer sig til en digital løsning, som benytter grunddata og har en eller flere private virksomheder involveret. Der stilles ikke krav om specifikke tilhørsforhold eller relationer.
Prismodtageren bliver udvalgt af en jury bestående af:
- Rikke Hougaard Zeberg (direktør, Klimadatastyrelsen)
- Natasha Friis Saxberg (administrerende direktør, IT-Branchen)
- Jeanette Hartz (administrerende direktør, Dansk IT)
- Pernille Kræmmergaard (direktør, DI2X Digitaliseringsinstituttet)
Juryen drøfter og vurderer de nominerede projekter og vælger en prismodtager på baggrund af tre kriterier: 1) Innovation, 2) Potentiale, og 3) Værdi. Ved uenighed træffes en afgørelse via simpelt flertal. Hvert kriterie beskrives nærmere i det følgende.
- Innovation
Vurdering af projektets evne til at tænke nyt i forbindelse med for eksempel offentligt/privat samarbejde, anvendelsen af ny teknologi, brugerinddragelse i udviklingen af den digitale løsning og lignende.
- Potentiale
Det potentiale som hele eller dele af løsningen har for at være skalerbar og kunne videreudvikles, genbruges eller kombineres med andre løsninger. Modellen for løsningen har potentiale til at inspirere aktører i andre domæner og sektorer.
- Værdi
Hvad løsningen skaber af forretningsmæssig værdi for organisationen eller sektoren. Løsningen understøtter en særligt profitabel eller bæredygtig forretningsmodel, medfører klima- og energimæssige fordele eller forbedringer af infrastruktur med videre.
Vægtning af kriterier
I vurderingen af de nominerede projekter vægtes kriterierne i samme rækkefølge som de er beskrevet ovenfor. Det betyder, at Innovation er det væsentligste kriterie, som juryen tager med i sine overvejelser. Herefter prioriteres henholdsvis Potentiale og Værdi.
Præmie
Modtageren af Grunddataprisen vil på konferencen ”Danmarks data” få overrakt en statuette og blive interviewet på scenen. Derudover vil IT-Branchen og Klimadatastyrelsen bidrage til at skabe opmærksomhed omkring løsningen.