Graveskader ved gravearbejder er dyre for entreprenøren og til stor gene for borgere og virksomheder, der har brug for vand i hanen og strøm i stikkontakten. Formålet med Ledningsejerregistret er at give entreprenøren, den såkaldte graveaktør, viden om ledningernes placering og dermed reducere forekomsten af graveskader.
Ledningsejerregistret er altså stedet, hvor graveaktører finder oplysninger om, hvem der har forsyningsledninger i jorden. LER formidler også kontakten mellem dem, der ejer ledningerne, og dem der ønsker at grave eller søge ledningsoplysninger.
Klimadatastyrelsen driver Ledningsejerregistret og er myndighed for Loven om registrering af ledningsejere, som LER hører under. Læs mere om loven, der vedrører LER.
Udvikling mod hurtigere udveksling af oplysninger
Klimadatastyrelsen driver og udvikler LER i dialog med brugerne og eksterne systemleverandører. Klimadatastyrelsen udvikler løbende systemet i retning af en stigende grad af automatisering, som betyder, at stadigt flere brugere modtager ledningsoplysningerne i løbet af få timer.
Klimadatastyrelsen har ansvar for:
- tilsyn med ledningsejernes registrering af deres interesseområder i LER i henhold til loven.
- at LER som it-system fungerer efter hensigten.
- at videreudvikle registret, så det svarer til brugernes behov.
Du kan søge ledningsoplysninger og læse mere om LER på hjemmesiden ler.dk